De kvindelige tennisspilleres sæsonfinale, Sony Ericsson Championships, med deltagelse af verdens otte bedste spillere åbnede i Madrid med en regulær øretæve til verdensranglistens nr. 1, Amelie Mauresmo fra Frankrig.
Mauresmos første modstander i gul gruppe, Nadia Petrova fra Rusland, viste topform, og selv om Mauresmo har holdt pause og haft problemer med skulderen op til det prestigefyldte slutspil, havde en helt rask skulder formentlig ikke kunnet rokke ved, at Petrova var den klart stærkeste spiller på dagen.



























