Dansk professionel nævefægtnings superstjerne Mikkel Kessler er sammen med sin manager, Mogens Palle, blandt æresgæsterne, når World Boxing Council i weekenden holder kongres i den kroatiske by Dubrovnik, og det kunne tyde på, at der er yderligere udmærkelser i vente til den danske duo.
Efter i knap to år at have været verdensmester hos World Boxing Association strøg Kessler for lidt over en uge siden til tops i det globale hierarki også hos WBC, da han i Parken stoppede tyskeren Markus Beyer i 3. omgang, og denne præstation har affødt invitationen til at optræde som en af hovedpersonerne, når ledere fra alverdens lande mødes i Dobrovnik.



























