Efter pragtpræstationen i Parken for lidt over to uger siden mod tyskeren Markus Beyer har den dobbelte verdensmester i supermellemvægt Mikkel Kessler modtaget en officiel tilkendegivelse på, at han er en af den professionelle boksesports mest exceptionelle udøvere netop nu.
World Boxing Association, verdensforbundet hvor den 27-årige dansker strøg til tops i november 2004 med sejren over Manny Siaca, har nemlig givet Mikkel Kessler status af superchampion – en titel, der i WBA’s terminologi er forbeholdt en bokser, som sidder på VM-tronen i mindst to af de fire mest betydende globale organisationer.




























