Efter knap seks timers strabadser kunne Torbjørn Sindballe fra Fredericia for anden gang i karrieren jublende strække armene i vejret efter en guldpræstation ved triathlonverdensmesterskaberne på langdistance.
I australske Canberra kæmpede danskeren sig efter en nervepirrende afslutning i mål med et forspring på 1.22 minutter til hjemmebanefavoritten Craig Alexander, og han gentog dermed bedriften fra 2004. Bronzen gik til belgieren Mario Vanhoenacker, der var lidt over tre minutter efter Sindballe.



























