Endnu foreligger den officielle bekendtgørelse ikke, men alt tyder på, at det legendariske par nr. 7 i det københavnske seksdagesløb fra 1. til 6. februar i Ballerup Super Arena for første gang skal udgøres af den fynske konstellation Jakob Piil og Alex Rasmussen.
Et særdeles markant fingerpeg om, at arrangøren Henrik Elmgreen arbejder i den retning, blev givet, da han i dag afslørede, at den 33-årige etablerede stjerne Jakob Piil og den 11 år yngre himmelstormer Alex Rasmussen er udset til at være makkere, når velodromen på vestegnen 27. december danner rammen om begivenheden '6-dages Ouverturen'.




























