Godt et døgn efter at den uafhængige, internationale sportsdomstol i Lausanne, CAS, frikendte den spanske cykelrytter Inigo Landaluze for den dopinganklage, der har hvilet over ham siden Critérium du Dauphiné Libéré i 2005, har landsmanden og Euskaltel-holdkammeraten Aitor Gonzalez, vinder af Vuelta a Espana i 2002, modtaget en helt anderledes barsk meddelelse fra samme retsinstans.
For mens CAS vurderede, at kontrolinstanserne har gjort sig skyldige i en procedurefejl omkring Landaluzes prøve, fandt den ingen formildende omstændigheder i den sag, Gonzalez involveredes i under Vuelta a Espana sidste år, og som har bevirket, at han har været inaktiv siden slutningen af september 2005.




























