Når seksdagesfeltet i de sidste godt syv kvarter frem mod midnat præsenteres for den hidtil skrappeste opgave i Ballerup Super Arena, får de fire toppar unægtelig noget at se til, hvis de skal gøre sig håb om at suse af sted med sejren i det med spænding imødesete indslag.
Det er den 75 km lange handikapjagt, det handler om, og mens Jakob Piil-Alex Rasmussen, Iljo Keisse-Michael Mørkøv, Bruno Risi-Franco Marvulli og Danny Stam-Peter Schep i den overordnede stilling ligger på omgangshøjde i spidsen for det 45. københavnske seksdagesløb, er de syv runder bagud, når starten går til den vel nok hårdeste af samtlige udfordringer på de europæiske vinterbaner.



























