Kan man forestille sig, at det danske fodboldlandshold spiller en træningskamp mod Sverige i Stockholm 14 dage før, de to hold mødes i en VM-kvalifikationskamp i København?
Eller at Morten Olsens landshold – såfremt det kvalificerer sig til VM-slutrunden i Sydafrika i 2010, hvor danskerne skal møde værtsnationen i selve åbningskampen – et par uger inden spiller en venskabskamp mod sydafrikanerne? Overhovedet ikke. Det ville aldrig nogensinde komme på tale. Den taktiske krig – og traditionerne – vil forbyde det. Men i håndbold er det ganske anderledes. Dels siger traditionerne, at det sagtens kan lade sig gøre, dels er holdningen den, at der er mere at lære, end der er at miste ved sådan en forpremiere. Torsdag 17. januar indledes EM-slutrunden i håndbold i Norge med en kamp mellem værtsnationen og Danmark i Drammen. Det bliver et drama af de store – og en kamp, der giver begge hold varsler om deres videre skæbne i slutrunden. Ingen gemmeleg I aften mødes de to hold i Roskilde som et led i den dansk- arrangerede LK Cup, der også har deltagelse af Island og EM-slutrundens guldfavorit Polen.



























