Antallet af danske deltagere ved badmintonturneringen All England er steget fra 19 til 24, efter at fem danskere er kommet vellykket igennem kvalifikationen i Birmingham. I damesingle er Danmarks næstbedste spiller, Nanna Brosolat Jensen, klar til første runde efter to overbevisende sejre over amerikanske og engelske modstandere. Hendes første modstander i hovedturneringen bliver skotske Susan Hughes. Mere overraskende lykkedes det også for den helt nye doublekonstellation med Line Kruse og Mie Schjøtt-Kristensen at komme helskindet gennem kvalifikationen. Videre uden kamp Det danske par havde ellers udsigt til at møde det engelsk-skotske par Sarah Bok og Jillie Cooper, som var seedet som nummer to i kvalifikationen. Men som følge af at afbud i hovedturneringen kvalificerede begge par sig uden at spille. Herredoublen med Mikkel Delbo Larsen og Rasmus Bonde stod imidlertid for den største danske præstation, da de udraderede et polsk par, også seedet nummer to i kvalifikationen, med 21-9 21-9. Til gengæld var det en skuffelse, at det ikke lykkedes Hans-Kristian Vittinghus at overvinde litaueren Navickas i kvalifikationen til herresingle. Danskeren, der er nummer syv på den nationale rangliste, tabte knebent 21-19 i tredje sæt. Også de to herredoubler, Niklas Hoff/Peter Mørk og Mikkel Elbjørn/Jacob Chemnitz, måtte forlade turneringen, før den går i gang for alvor. Tine Rasmussen topseedet Årets udgave af All England er nummer 99.
De største danske forhåbninger ligger hos Tine Rasmussen, der er topseedet og forsvarende mester i damesingle. Men også herredoublerne Lars Paaske/Jonas Rasmussen og Matthias Boe/Carsten Mogensen ventes at gøre sig gældende blandt de bedste. De to par er seedet som henholdsvis nummer to og fem. Peter Gade mod stærke kinesere I den stærkt besatte herresingle får formstærke Peter Gade hård modstand af specielt de kinesiske spillere, der er vendt tilbage efter tre måneders træningslejr. Det betyder et gensyn med den forsvarende All England-mester Chen Jin og den olympiske mester Lin Dan. Verdensranglistens nummer et Lee Chong Wei fra Malaysia er topseedet i turneringen, hvor den danske veteran er seedet til en semifinale.




























