Peter Flarups OL-hest Silver Ray er kommet sig fuldstændig over den ledbåndsskade, som den fik ved OL i Hongkong sidste år. Den nu 15-årige hvide vallak hopper og danser i genoptræningen og opfører sig som om, den er tre år igen. »Han bliver konkurrencehest igen. Alt ser fint ud, der er ingen problemer, og han skal helt sikkert gå EM i Frankrig til sommer«, siger Peter Flarup, der så småt er ved at pakke heste og udstyr til næste weekends træningssamling i Tyskland, der er optakt til forårets store stævner. Her skal den 33-årige militaryrytter ride Calista E, som han vandt DM på sidste år, samt den irskfødte Skotty og unghesten Chanel. Silver Ray skal først på landevejen til stævnerne. Uheld i Hongkong »Militaryheste får altid fri hen over vinteren efter de store stævner. Og Silver Ray er i arbejde nøjagtig, som hvis han ikke havde haft den skade. Jeg var heldig, at han skadede et støttebånd til en af de store sener og ikke selve senen. Men det ville have været en alvorlig skade, hvis vi ikke havde opdaget det og redet videre«, siger Peter Flarup. Uheldet skete efter terrænridtet i Hongkong, som parret ellers gennemførte i tredjehurtigste tid. Men Silver Ray trak på det ene ben, og efter en skanning på hestehospitalet i Hongkong, der bekræftede skaden, besluttede Peter Flarup at trække sig. »Vi tog netop ingen chancer, for at han skulle blive til konkurrencehest igen. Men man ved selvfølgelig aldrig, om det bryder op. Han er 15 år, og det er måske nu, at militaryheste generelt begynder at skrante lidt. Så dyrlægen følger ham løbende«, fortæller Peter Flarup. Tre mulige afløsere Afløseren for Silver Ray håber han at have i en af hans tre andre heste, Calista E, Skotty og Chanel. »Calistas fremtid afhænger meget af, hvordan hun udvikler sig. Jeg er spændt på, om hun har det mod, der skal til. Og det er meget svært at vurdere, før hun er ude og gå de helt store stævner. Hun er utrolig forsigtig og springer en halv meter over forhindringerne. Det ser flot ud på billederne, men det er ikke særlig økonomisk på en terrænbane. Hun hopper alt for højt og skal derfor bruge en del tid på at lande, mens f.eks. Silver springer helt fladt og nærmest bare flyver hen over forhindringerne«, forklarer Peter Flarup. Forsigtighed måske et plus Militaryhestene bliver ofte mere økonomiske med deres kræfter med årene, og derfor er det svært at vurdere, om forsigtigheden med tiden bliver til en plus. Military foregår over tre dage, først med dressur, så terrænspringning og endelig ridebanespringning, hvor bomme let falder ned. »Derfor er jeg også altid utrolig forsigtig med at gå ud og sige, at jeg har den helt store stjerne i stalden, for du ved det ikke, før du kommer helt tæt på de store klasser. Og mens Calista er meget forsigtig, så er det lige modsat med Skotty. Den viser gode takter, men jeg kan også godt frygte, at den i sidste ende ikke er helt skarp nok. Det er en hårfin balance, og jeg har så en af hver – et bulderhoved, der bare drøner derud af, og en, der er forsigtig. Og så kan det jo vise sig, at det bliver den unge, som er den allerbedste«, siger Peter Flarup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























