De anede ikke, om de skulle le eller græde, og en nats søvn havde ikke gjort tingene bedre. På den ene side havde det danske ishockeylandshold holdt glimrende stand mod de tjekkiske storfavoritter i VM-åbningskampen.
Den tid, hvor de to hold var lige mange spillere på isen, havde tjekkerne kun vundet med 1-0 og havde langt ra præsteret et bombardement mod det danske mål. Fakta tæller På den anden side stod der altså 0-5 på de store videoskærme i Kloten Arena, da det elektroniske trut gik gennem marv og ben og bekendtgjorde, at spillet var ude. »Så gode synes jeg ikke, de var«, sagde kaptajn Jesper Damgaard i minutterne efter kampen. Han havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle mene. Han var klar over, det krævede gode argumenter at hævde, at Danmark og Tjekkiet havde spillet en ret jævnbyrdig kamp. Uanset hvor tilfreds han var med sig og sine, talte de markante fakta på videotavlen inde i hallen et sprog, der ikke krævede yderligere uddybelse. »Det var et af de bedre 5-0-nederlag«, konstaterede kaptajnen til slut. Træneren græmmer sig »Man må græmme sig«, sagde landstræner Per Bäckman i går eftermiddags efter at have genset kampen på video. Han havde efter nederlaget erklæret sig tilfreds med sine spilleres indsats, men et par timer foran fjernsynet havde givet ham en oplevelse af en tættere kamp, end han selv havde oplevet i hallen. »Da jeg stod nede i boksen, syntes jeg, vi var under hårdt pres, men det var jo slet ikke tilfældet. Vi spillede en fantastisk god første halvdel. Tjekkerne havde vel tre chancer den første halve time. Det kunne lige så vel have stået 1-1 på det tidspunkt«, mente landstræneren. Udnytter ikke powerplay Også Kim Staal konkluderede dagen derpå, at måltallene ikke gav anstrengelserne megen kredit. Manden, der i alt har fået noteret 26 mål og assists i 30 A-VM-kampe, ærgrede sig over de klare cifre. »Vi skulle have udnyttet vores eget powerplay meget bedre. Jeg siger ikke, vi skulle have vundet 6-5, men det er da for ringe, at vi ikke scorer. 4-1 eller 4-2 havde været et passende resultat«, sagde Staal. I undertal klapper fælden Årsagen til det store nederlag skal findes i de danske udvisninger. Ikke fordi danskerne havde mange flere end modstanderne, men fordi verdensklassespillere som regel viser deres værd, netop når de får den smule ekstra plads at spille på.






























