Det blev ikke til medalje, men Danmark blev bedst placerede europæiske nation ved VM for mixede hold i badminton, den såkaldte Sudirman Cup. I kampen om femtepladsen vandt danskerne 3-2 over England efter en kamp, hvor spændingen blev holdt ved lige til det sidste.
Danmark, som ud over skadede Tine Rasmussen måtte undvære den migræneramte Peter Gade, fik en planmæssig begyndelse på kampen, da mixeddoublen Thomas Laybourn/Kamilla Rytter Juhl sejrede sikkert i to sæt.




























