DIF vil undgå hård OL-udtagelse

Kampen om at komme til vinter-OL i Vancouver næste år er intens, og for de danske langrendsløbere er der stadig stor uvished omkring udtagelsesbetingelserne. Arkivfoto: Ullstein Bild/Polfoto
Kampen om at komme til vinter-OL i Vancouver næste år er intens, og for de danske langrendsløbere er der stadig stor uvished omkring udtagelsesbetingelserne. Arkivfoto: Ullstein Bild/Polfoto
Lyt til artiklen

Langrendsløberen Jonas Thor Olsen risikerer at skulle igennem et »mareridt« magen til det, OL-guldvinderne i 49’er, Jonas Warrer og Martin Kirketerp, var igennem i udtagelsesfasen op til OL i Beijing. Her ønskede Dansk Sejlunion at udtage en besætning på andet end objektive, sportslige kriterier, og forløbet og uvisheden var så opslidende for de senere guldvindere, at Team Danmark efterfølgende har opfordret forbundene til at have fokus på objektive udtagelseskriterier, frem for subjektive. Hvis der endelig skal subjektive – eller kvalitative vurderinger, som Team Danmark-direktør Michael Andersen kalder dem – ind over en OL-udtagelse, så skal kriterierne være »få, velbeskrevne og ikke give anledning til for mange fortolkninger«, slår eliteorganisationen fast. Pladsen er i fare Alligevel risikerer Jonas Thor Olsen at komme i samme situation som sejlerne, når Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der også er olympisk komité, i samarbejde med Dansk Skiforbund udtager holdet til vinter-OL, der foregår om otte måneder i Vancouver. DIF har udpeget Jonas Thor Olsen som OL-kandidat, altså sandsynlig OL-deltager for Danmark, men det er ikke en endelig udtagelse, da de internationale forbund opererer med nationspladser og ikke personpladser.

Og Danmark kan risikere kun at få én nationsplads, selv om tre langrendsløbere har kvalificeret sig – Sebastian Sørensen og Asger Fischer-Mølgaard bejler nemlig også til at bære Dannebrog i langrendsfeltet og er af DIF udnævnt som »OL-aspiranter«. Topformen skal times »Derfor er vi nødt til at finde ud af, hvad skal der til for at udfylde en nationsplads. Vi kan komme i en situation, hvor flere udøvere har klaret et personligt OL-krav«, forudser DIF’s OL- og elitechef, Jesper Frigast. »Jonas Thor Olsen er tættest på i langrend, men det bliver et spørgsmål om, hvem vi tror mest på, og det diskuterer vi grundigt med skiforbundet og Team Danmark«, siger Jesper Frigast. Et andet aspekt er, at langrend er så udmarvende en sport, at løberne er nødt til at time deres topform nøje og derfor skal være varsomme med at bruge al energien i efteråret for at overbevise DIF og skiforbundet om, at de skal til OL. Klare krav på bedding Dansk Skiforbund er opmærksom på problematikken. Forbundets daglige leder, Kenneth Bøggild, fremlægger en præcis model for udtagelsen i samtlige discipliner til forbundets bestyrelse i juni, og indtil modellen er debatteret af idrætspolitikerne, vil han vente med at offentliggøre oplægget. »For os er det vigtigt at behandle atleterne respektfuldt og med værdighed. De yder en maksimal indsats i mange år for at nå hertil, og derfor har de krav på at blive behandlet seriøst og værdigt«, slår Kenneth Bøggild fast. Hidtil har der været så få danske vintersportsatleter med OL-niveau, at konkurrencen om pladserne har været tæt på ikke-eksisterende. Men det er sundt med løbende konkurrence mellem atleterne, og de må lære at håndtere at være konkurrenter, mener Jesper Frigast. »Vi har en klar forventning om, at på det her niveau er man så meget sportsmand, at man både kan hjælpe og respektere hinanden, selv om man kæmper om den samme OL-plads«, siger elitechefen, der glæder sig over, at niveauet er hævet så meget i skisporten, at der er reel konkurrence. Højere standard Han roser skiforbundet for at arbejde målrettet med talenttræning, mens det er ildsjæle i Københavns Skiklub, der går forrest med træningen for elitelangrendsløberne. Derudover har snowboardcross-køreren Julie Lundholdt bevist sit niveau med en sjetteplads ved VM i januar, mens Sophie Fjellvang-Sølling blev nummer syv ved VM i skicross forrige år, men siden har været svingende i niveau på grund af skader. Og endelig ligger den grønlandske skiskytte Øystein Slettemark efter årelang træning så stabilt i World Cuppen, at han også ventes OL-klar. »Det er udtryk for, at standarden er blevet højere i dansk vintersport. For vi har også et ishockeyhold, som igen klarede at blive i A-gruppen ved VM, men desværre ikke klarede OL-kvalifikationen, og vi har to curlinghold, hvor kvinderne har stabiliseret sig i toppen, og herrerne, der ikke var i nærheden af at kvalificere sig til vinter-OL for fire år siden, nu er kvalificeret«, siger Jesper Frigast. Ved vinter-OL i Nagano 1998 var det danske hold på 12 atleter, og det antal overgås til OL i Vancouver, hvor holdet forventes at blive på mindst 15 atleter. I 1998 vandt Danmark sin hidtil eneste medalje ved et vinter-OL. Det var sølv i curling for kvinder. OL i Vancouver foregår 12.-28. februar 2010.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her