For første gang i historien følger toppen af dansk idræt en idrætsudøver hele vejen gennem sportsverdens retssystem for at få renset en dopingmistænkt udøver. Og ikke nok med det. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) vil have det internationale antidopingagentur, Wada, til at ændre sine dopingregler. Meldingen kommer fra formanden i DIF, Niels Nygaard, der aktivt er gået ind i sagen om den dopingmistænkte fodboldspiller Jesper Münsberg. En sag, der i går for første gang så offentlighedens lys og handler om en astmatiker, der trods medicinsk tilladelse til at benytte stoffet salbutamol, er havnet i et dopingmorads, der i sidste ende kan koste ham to års karantæne.
Det startede med en træningskamp
»Det er DIF’s holdning, at der slet ikke er en sag, og ultimativt mener jeg, at Wada skal ændre sine regler og prioriteter på det her område«, siger Niels Nygaard.
Sagen om Jesper Münsberg er kompliceret. Den tager sin begyndelse 10. februar 2008, da Anti Doping Danmark tropper op under en træningskamp mellem Næstved IF og Brøndby IF og udpeger Jesper Münsberg til test.
Efterfølgende viste A-prøven sig at være positiv for stoffet salbutamol, der i pilleform og store mængder har en muskelopbyggende effekt i stil med anabolske steroider.
DIF valgte at droppe sagen A-prøven viste en salbutamolværdi på 2.400 ng/ml, mens B-prøven lå en anelse højere. Grænseværdien er på 1.000 ng/ml. Alligevel vælger DIF’s dopingudvalg at droppe sagen. Der findes nemlig ingen beviser for, at sabultamol har en præstationsfremmende effekt, hvis det indtages gennem en inhalator.





























