Danmarks Ishockey Union (DIU) har i sidste øjeblik måttet opgive nogle planlagte lovændringer, som ville have lempet minimumsstraffen for klubber eller selskaber, der går konkurs. Det er Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der har krævet, at DIU fastholder den minimumsstraf for konkurs, som findes i DIU’s regler i dag.
Når landets ishockeyklubber i dag mødes til repræsentantskabsmøde i DIU, er et af hovedpunkterne vedtagelsen af et nyt sæt regler omkring konkurser. I mødeindkaldelsen er klubbernes ledere blevet præsenteret for et lovforslag, som betød, at minimumsstraffen for en konkurs fremover ville blive udelukkelse fra den igangværende sæson plus et pointfradrag på 15 point i den efterfølgende sæson.




























