Kvalifikationen til VM var det vigtigste, men træner Jan Pytlick havde faktisk ønsket sig lidt mere modstand, efter at det danske landshold i kvindehåndbold havde spadseret en storsejr på 41-22 hjem i den anden af to kvalifikationskampe mod Portugal.
»Vi kan ikke bruge kampene til noget frem mod VM. Det var jo ren spanking. Så skulle vi have haft mere modstand. Men hele forløbet omkring kampene har givet meget. Vi har kunnet se pigerne spille og så arbejde med dem til træning. Og de har virkelig vist gejst og været ivrige til at ville lære«, lød det fra Jan Pytlick efter kampen.




























