Lørdag formiddag 15. august starter VM i atletik på det olympiske stadion i Berlin, men det kan godt ske, at det første og eneste danske indslag ved mesterskaberne løber ind på banerne godt en uge senere. Det er blevet hårde tider for Dansk Atletik Forbund (DAF), der af eliteidrætsorganisationen Team Danmark er blevet rykket ned fra eliteforbund til udviklingsprojekt.
Og en kombination af generationsskifte og skadede atleter har skabt en situation, så sportschef Lars Nielsens VM-trup risikerer at blive den mindst tænkelige, nemlig bestående af maratonløberen Anne-Mette Aagaard. »Underlig situation« »Det vil da være en underlig situation, hvis jeg var den eneste VM-deltager«, siger Anne-Mette Aagaard, der glæder sig til mesterskaberne og meget håber, at truppen bliver større. »Jeg har haft en del sygdom i år, men nu kører træningen rigtig godt, og modsat Osaka i 2007, så er betingelserne i Berlin optimale til maraton«, fortæller løberen, der er uddannet tandlæge. De to seneste verdensmesterskaber har med hver fem danske deltagere haft det laveste antal, siden VM første gang blev afholdt i Helsinki i 1983, hvor 15 danskere drog mod nord.






























