To cykelryttere, to ærekære mænd, to drabelige rivaler, to venner – og to sandheder om en fælles, opsigtvækkende karriere. De har begge fødselsdag i august, den ene fylder 71, den anden 68. Altså to mænd, der har meget at se tilbage på – og som er fyldt til drøblen med anekdoter om den tid, der gik forud for de professionelle tilstande, der i dag er bestemmende i cykelsporten. Denne fortælling handler om cykelrytterne Ole Pingel og Ole Ritter – Kongen & Knægten blandt amatørerne i landevejssporten.
Ole Louis og Slagteren
Så vi er laaangt tilbage i den moderne danske idrætshistorie, tilbage i begyndelsen af 60’erne, hvor de to – også kendt som Ole Louis og Slagteren, for alle danske cykelryttere hed jo Ole til fornavn og måtte kaldes noget andet – styrede begivenhederne i cykelsporten.
Og dermed også inden Ole Ritter blev en feteret professionel, der kunne byde selveste Eddy Merckx modstand i tempodisciplinerne. Ole Louis Pingel, der i dag bor i Næstved, og som har gjort sig i både bil- og cykelbranchen, var den etablerede rytter, den hurtigste landevejssprinter på den nordiske asfalt– hvilket virkelig blev regnet for noget dengang – da den slagteruddannede Ole Ritter, også et stort navn i nutidens cykelhandlerbranche, kom nærmest brasende ind i eliten. Han var fighteren, der ikke kunne få løbet hårdt nok, og hvis taktik det var at slide modstanderne op. Taktikken ved NM Pingel og Ritter blev rivaler. Indædte rivaler. Lad mig skrue tiden tilbage til 1962 til slaget om det nordiske mesterskab i den norske by Levanger.





























