Svømmedragten flækkede lige inden løbet, da Chris Christensen satte punktum for en fantastisk dansk VM-start.

Dansk rekord blev sat med bar røv

Chris Christensen delte skæbne med Ricky Berens, hvis svømmedragt ligeledes revnede i ryggen, da han svømmede på USA's hold i 4x100 meter fri.
Chris Christensen delte skæbne med Ricky Berens, hvis svømmedragt ligeledes revnede i ryggen, da han svømmede på USA's hold i 4x100 meter fri.
Lyt til artiklen

Med personlige forbedringer af otte af de ti danskere svømmere i det første stævneafsnit fik Danmark en fantastisk start på VM i Rom.

Specielt bemærkelsesværdig var indsatsen af Chris Christensen, der godt nok fik den dårligste placering som nummer 55 i 100 meter brystsvømning, men alligevel satte dansk rekord med ’røven bar’.

Effekten forsvandt

»Chris’ helt nye Jakeddragt revnede i ryggen, da han kom ind i callroomet lige inden starten«, fortæller svømmeunionens sportschef, Lars Sørensen.

»Det er fantastisk godt gået, at han alligevel kan sætte dansk rekord. Dels påvirker det selvfølgelig en svømmer, når dragten går i stykker, dels mistede han helt effekten af dragten, der tværtimod tog vand ind i benene«, siger Lars Sørensen.

En perfekt start på VM

Den revnede buksebag var et kuriøst indslag på en ellers helt perfekt VM-start, hvor de fem bedste danskere svømmede sig videre til enten finaler eller semifinaler.

Bragende dansk rekordstart på VM

Mads Glæsner og Lotte Friis er i finalen i 400 meter fri, Jeanette Ottesen, Julie Hjorth-Hansen og Jakob Andkjær skal svømme semifinaler i aften.

»Det er jo fantastisk, selv om der er lang vej igen, men at vi allerede har to sikre finalepladser og tre gode pladser i semifinaler, er vi godt tilfredse med«, siger Lars Sørensen.

Gode placeringer i stegende varme

Luften i Foro Italico, det udendørs svømmestadion i forbindelse med det olympiske stadion i Rom, er med sportschefens ord ’stegende varm’ med temperaturer op til 40 grader.

»Det gør forholdene alt andet end optimale, men det er jo ens for alle, og vores placeringer er jo uafhængige af den hjælp, svømmerne får fra de nye dragter«, påpeger Lars Sørensen.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her