Hun har sagt ja til at spille med om verdensmesterskabet, men hun ved – selv om hun er seedet som nummer 3 i turneringen – at der nok ikke er så meget at komme efter, og at hun meget nemt kan blive offer for det, der kaldes en overraskelse. Sådan er det, konstaterer Tine Rasmussen, en dansk verdensstjerne på badmintonhimlen, der imidlertid har været skadet siden marts, og som senere i denne uge spiller sin første pointkamp i fem måneder.
LÆS OGSÅ: Tine Rasmussen er presset
Det sker i det sydøstlige Indien – det mægtige land, som den ellers meget østrejsende Tine Rasmussen aldrig tidligere har besøgt – og det sker i den muslimskdominerede provinshovedstad Hyderabad, der er Indiens syvendestørste by med et indbyggertal på op mod 4 millioner.



























