Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl havde følelserne uden på de medaljebehængte trøjer, da mixeddoubleparret mødte frem til pressemøde efter deres guldmedalje ved VM i badminton i Hyderabad.
»Jeg ved ikke, om det helt er gået op for os endnu. Vi går rundt og smiler og tåger lidt rundt, og så kigger vi ned ad maven, og så er den faktisk af guld, den medalje, vi står med. Så det er helt fantastisk, det er ubeskriveligt. Det ene øjeblik står vi og ryster og græder, og så smiler og griner vi«, sagde Kamilla Rytter Juhl efter den suveræne finalesejr på 21-13, 21-17 over de forsvarende mestre, Nova Widianto og Liliyana Natsir fra Indonesien.




























