Hun var egentlig blot med ved junior-VM i orientering for at lære, for med sine 16 år var Emma Klingenberg i virkeligheden for ung til at deltage. Men selv om konkurrenterne ved verdensmesterskaberne i Sverige var op til fire år ældre, løb den unge fynbo til alles forbløffelse fra samtlige konkurrenter i disciplinen sprint.
»Jeg havde slet ikke regnet med det. På forhånd tænkte jeg, at hvis jeg kunne slutte i top-30, så ville det være rigtig fint. Det var meningen, at jeg bare skulle med til Sverige for at lære, fordi det ville være godt med den erfaring, det gav«, husker Emma Klingenberg.



























