Kessler-lejr: Froch stikker halen mellem benene

Venteposition. Carl Froch (til højre) ønsker ikke at tage hverken bil eller båd til Danmark. Arkivfoto.
Venteposition. Carl Froch (til højre) ønsker ikke at tage hverken bil eller båd til Danmark. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Den engelske bokseverdensmester Carl Froch vil kun komme til Danmark og møde Mikkel Kessler, hvis flytrafikken igen bliver åbnet. Ellers vil WBC-verdensmesteren aflyse lørdagens VM-kamp i Super Six-turneringen.

Froch sår tvivl om kampen mod Kessler

Men den går ikke, lyder det fra Kesslers tyske promotor Kalle Sauerland, som er gået til modangreb.

»Carl Froch må have indkasseret for mange træffere under sparringen, hvis han tror, at en Super Six-kamp vil blive aflyst, bare fordi hans Ryanair-afgang er blevet aflyst«, siger Kalle Sauerland i en pressemeddelelse.

Askeskyen forsinker Kesslers modstander

»Måske leder han efter en vej til at komme ud af kampen, fordi han ved, at han ingen chance har mod 'Viking Warrior' (Mikkel Kesslers kælenavn, red.) og de 10.000 fans i Herning«, tordner Kalle Sauerland videre.

Tæv venter, hvis han kommer
Den ubesejrede Carl Froch mener, at det vil være for udmarvende at rejse til Danmark på andre måder end med fly, men det argument vinder ikke gehør hos Kalle Sauerland.

»Der er flere forskellige måder at komme til Danmark på fra England. Jeg er ligeglad med, om han sætter sig ind i en bil, på en færge, i en ubåd eller i en helikopter«.

»Alt, jeg ved, er, at kampen helt sikkert bliver gennemført, og at Mikkel giver ham en ordentlig omgang tæv på lørdag«, siger Kalle Sauerland.

Carl Froch skulle oprindeligt have indfundet sig i Danmark i lørdags, men på grund af askeskyen fra Island og den indstillede flytrafik er englænderen endnu ikke kommet.

Kampen mellem Mikkel Kessler og Carl Froch skal efter planen bokses lørdag aften i Messecenter Herning.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her