Riis: »Jeg står ikke bag dopingen«

Bjarne Riis vil stadig ikke fortælle, om han var dopet under Touren i 1996 - Foto: Jan Grarup
Bjarne Riis vil stadig ikke fortælle, om han var dopet under Touren i 1996 - Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Det er ikke morsomt at være Bjarne Riis for tiden. Men det skal det gerne blive igen, mener manden bag navnet - som efter eget udsagn har brugt timer, dage og uger på at spekulere over, hvordan han kan kæmpe sig op til overfladen i dopingsumpen, hive frisk luft ind og finde kræfter til et slag for cykelsportens overlevelse og for at genvinde egen troværdighed. Da Politiken møder Bjarne Riis til en to timer lang samtale i det indre af København, fremstår chefen for det professionelle cykelhold Team CSC - med aktuel status som verdens førende - fattet og velovervejet, men også tydeligt mærket af den krise, cykelsporten og hans eget mandskab befinder sig i . Alvorlig situation Situationens alvor er jo ikke til at tage fejl af: Nede i Italien sidder CSC-holdets flagskib, italieneren Ivan Basso - suspenderet og under stærk mistanke for at have tætte forbindelser til dr. Fuentes, den spanske bloddopinglæge. Og i Riis' hoved er lagret Politikens friske afsløring af amerikaneren Tyler Hamilton som superdopet, da han tilbage i 2003 kørte for CSC og altså var under Bjarne Riis' vinger og opsyn. Men det med 'opsyn' er tilsyneladende så som så - for selv under Tour de France i 2003 gennemførte Tyler Hamilton forskellige dopingseancer, uden at det tilsyneladende blev opdaget af CSC-mandskabet. Bjarne Riis fastholder, at han intet har vidst, og at Hamilton har taget ham, Riis, og hele CSC-flokken grundigt ved næsen. Og netop det udsagn rokker ved Riis', ja, hele cykelsportens troværdighed - hvilket den danske holdejer er ganske klar over. For hvordan kunne det ske? »Jeg aner det ikke«, lyder svaret fra Riis. »Min troværdighed« Bjarne Riis, der er en landets mest kendte skikkelser og et af de mest profilerede idrætsnavne i de seneste 12 år, er altså ikke i tvivl om, at han befinder sig i det glohede centrum af dopingskandalen. At det er ham, der på en måde er hovedmistænkt, og at det er ham, der skal tage tæskene. Han siger, han er parat til det. Du har sagt, at du godt kan forstå, hvis man i offentligheden undrer sig over, at hverken du eller andre på CSC har anet, hvad Hamilton og Basso har foretaget sig. Tilliden til dig er altså ikke særlig stor. Fornemmer du også, at folk tror, at du personligt er involveret i dopingen af de to ryttere?

Bjarne Riis kigger på mig, inden han svarer - og han gør det med et blik, der siger »hvad tror du selv«? Og så siger han: »Ja, du kan da være sikker på, at der er nogen, der tror, jeg står bag dopingen. Det er det, jeg er oppe imod. Derfor må jeg understrege, at det er magtpåliggende for mig at genskabe min troværdighed og også slå fast, at ingen på CSC har været involveret eller har haft kendskab til de to rytteres aktiviteter - for jeg kan ikke leve med mistanken om, at jeg har spillet en hovedrolle i det her. For det er helt forkert«. Håber ikke dopingspøgelset forfølger RiisMen skyldes det ikke, at mange stadig husker dine ord om, at »jeg er aldrig testet positiv«? Tror du ikke, at det stadig forfølger dig - og er med til at holde liv i mistanken?

»Jeg håber ikke, det er tilfældet. Jeg håber ikke, jeg stadig skal stå til regnskab for den sætning, som jeg slyngede ud dengang«. Hvorfor svarede du sådan?

»Rent mediemæssigt var jeg meget grøn dengang. Jeg var ikke vant til at begå mig i medierne, og hverken jeg selv eller mit hold havde nogen pressechef, som kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle reagere, når jeg pludselig stod over for en flok journalister. Og det, jeg sagde, tænkte jeg ikke nærmere over, det var bare noget, jeg sagde«. Ti år sidenHvad ville du svare i dag, hvis du blev spurgt, om du havde anvendt doping?

»Det er 10 år siden, og nu er vi altså i 2006. Det må du respektere. Hvad jeg svarede dengang, er derfor ikke noget tema for mig i dag - det er den aktuelle situation derimod. Og jeg er her helt parat til at udføre det arbejde, der kan betyde en afgørende forskel i cykelsporten. Mit cykelhold var det første til at indføre en dopingpolitik, vi har et stærkt værdisæt, og vi er verdens 'reneste' hold. Og jo 'renere' cykelsporten generelt bliver, jo mere dominerende bliver mine ryttere - for intet hold er så trænet og velforberedt som CSC. Det fortjener vi respekt for«, siger Bjarne Riis. Og for at vise, at team CSC intet har at skjule, gentager han sin opfordring til den kritiske dopingforsker Rasmus Damsgaard om at blive holdlæge hos CSC. »Jeg har nu læst, at Damsgaard vil sove på mit jobtilbud. Jeg håber, han siger ja, for vi har brug for ham - men skulle Damsgaard sige nej, så skal han stadig være velkommen til at se, hvordan vi arbejder, og hvordan vi udfører vores kontrol af rytterne. Jeg vil gerne have ham med i en konstruktiv udvikling af vort system, men allerhelst vil jeg ansætte ham. Og jeg vil også sige til Jesper Worre (direktør i Danmarks Cykle Union, red.), som ønsker en strammere linje hos os, at han skal være velkommen til at se, hvordan vi arbejder. Og har han gode ideer, lytter vi til dem«. Nedrykning ikke nokFor at være sikker på, at I sportsdirektører ikke bare vasker hænder og skubber ansvaret fra jer, når en rytter tages for doping og fyres, er det blevet foreslået, at holdene og sportsdirektørerne også straffes, bl.a. med nedrykning fra det øverste hierarki. Hvad siger du til det?

»Det er bestemt en mulighed, og det drøfter vi allerede i branchen. Protour-holdenes organisation AIGCP har nedsat et udvalg, hvor man diskuterer konsekvenserne af at have en dopet rytter på holdet, og måske fører det til, at holdene rammes alene ved mistanken. Vi har gjort meget for at få stoppet et hold som Phonak, der alene i de sidste tre år har været ramt af 13 dopingsager. Det kan cykelsporten ikke holde til, og derfor skal et sådant hold væk. Men for mig er eksempelvis nedrykning ikke nok - vi skal komme med banebrydende ting, og det er blandt andet derfor, jeg arbejder med forskellige forslag, eksempelvis DNA-test«. Papirerne fra det spanske politi dokumenterer, at Hamilton har været gennem systematisk doping. Tror du, at det samme har været tilfældet med Ivan Basso?

»Nej - for i dag kan man teste rytterne meget bedre end man kunne i 2003. Så jeg kan slet ikke forestille mig, at Basso har været gennem et medicinsk program, som ligner Hamiltons. Det ville vi have opdaget. Det der ærgrer mig mest er, at Basso slet ikke har brug for doping. Jamen, han er en helt fantastisk rytter, så derfor spørger jeg mig selv: Hvor dum kan man egentlig være?«. Hvor lang tid vil der gå, før cykelsporten får overbevist os alle om, at I er på rette vej - væk fra dopingen?

»Det vil afhænge af de signaler, der kommer fra os i den kommende tid. Vores vilje til at gennemføre ting, der helt eliminerer tvivlen om doping. Nu er vi i gang, og jeg tror på, det vil lykkes. Ellers var jeg her ikke«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her