Efter søndagens lange, seje jagt på udbrydere og en dramatisk finale med et overraskende facit forestår nu med de 228,5 km fra vinbyen Obernai i Alsace til Esch-sur-Alzette i Luxembourg den længste etape i årets Tour de France. Nordmanden Thor Hushovd (Crédit Agricole) er efter de voldsomme scener, da han umiddelbart efter målpassagen i Strasbourg segnede om på asfalten med blodet pumpende ud af armen, tilbage i feltet. Dog uden den gule førertrøje, som han måtte aflevere til amerikaneren George Hincapie (Discovery Channel), men med drømmen om at tilbageerobre den. Boonen er favorit »Jeg er blevet syet med tre sting, og har det sådan set godt nok, men jeg har en del smerter i armen og er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg kan bruge den til at trække igennem med, når det virkelig går allerhårdest for sig i en spurt. Måske må jeg forholde mig lidt afventende det første par dage og så forsøge mig senere, for jeg har bestemt ikke opgivet håbet om atter at komme i gult«, siger Thor Hushovd. Med tre bjergspurter inden for de sidste 41 km - og to kort efter start - er etapen lidt anderledes end den første, som afslørede, at adskillige hold råder over sprintere, der nærer ambitioner om at hævde sig her i Tourens første halvdel. Og et af dagens talrige spændende spørgsmål er, om verdensmesteren Tom Boonen (Quick Step) igen kommer til kort på en af de etaper, han på forhånd havde regnet med skulle sørge for, at han optræder i gult i morgen, når Touren ruller ind i hjemlandet Belgien. Boonen er et næsten uundgåeligt tip til sejren i dag i Luxembourg, men et væld af andre sprintere fik i går færten af, at verdensmesteren pludselig er til at tale med i modsætning til tidligere på sæsonen. CSC har kortlagt ruten til mindste detalje Team CSC's sportsdirektør Kim Andersen foretog umiddelbart inden starten på Tour de France meget indgående studier af de sidste 80 km på både denne 2. etape og tirsdagens til Valkenburg. Godt nok har han som bosiddende i Luxembourg et indgående kendskab til området, men i denne sammenhæng handler det om at være forberedt på de mindste detaljer, som kan få indflydelse på finalen. Kim Andersen har nøje kortlagt, hvor der er mulighed for at sætte angreb ind, og selv om det forarbejde oprindelig utvivlsomt var rettet mod at skabe optimale betingelser for Ivan Basso, så denne ikke blev overrasket i finalen, kan det nu bruges på en hel anden måde. Basis for en CSC-offensiv For det kan meget vel tænkes, at CSC's Jens Voigt og Stuart O'Grady, der stadig har den gule førertrøje inden for rækkevidde, er blandt dem, der går med planer om, at komme sprinterne i forkøbet. Samtidig har CSC's Frank Schleck på hjemmebane sin helt egen specielle idé om, hvordan begivenhederne skal udvikle sig. Og Kim Andersen mener absolut, at der er basis for en offensiv. »Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at holdene med de stærke sprintere får held til igen at fremtvinge en massespurt, men jeg tror, det er mere sandsynligt, at vi både i dag og i morgen oplever en afslutning, hvor det noget snørklede og kuperede terræn skaber lige netop den lille splittelse, som kan lægge op til et afgørende angreb«, siger Kim Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























