Bjarne Riis: Jeg er magtesløs

Bjarne Riis har ikke taget stilling til om han vil opfordre ivan Basso til at aflægge en DNA-test - Foto: Claus Bonnerup
Bjarne Riis har ikke taget stilling til om han vil opfordre ivan Basso til at aflægge en DNA-test - Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Team CSC's kaptajn Ivan Basso har ingen mulighed for at bevise sin uskyld i den verserende spanske dopingsag, som fik Bjarne Riis til at trække ham fra Tour de France. Ikke medmindre UCI eller det italienske cykelforbund anlægger sag mod ham. Det gjorde den øverste anklager i den spanske sag Manuel Moix samt pressemand Luis Lucio hos Consejo Superior de Deportes, der er det øverste statslige organ for sport i Spanien, mandag klart. Før der bliver rejst en sag, kan Basso nemlig ikke få indsigt i sagens papirer og se, hvad han er mistænkt for, ligesom det beslaglagte blod fra doktor Fuentes først bliver frigivet fra Spanien i forbindelse med en reel undersøgelse af Basso. Riis: Vi må vente på systemet Den danske holdejer Bjarne Riis blev mandag spurgt, om han ville presse på for at få UCI til at fremskynde processen og derved give Basso muligheden for en hurtig afklaring. »Først og fremmest kan jeg jo ikke rejse en sag mod ham (Basso, red.), men det er også i vores interesse, at der kommer så hurtig en afgørelse i sagen som muligt, men vi er nødt til at afvente systemets gang, andre muligheder har vi jo ikke«, sagde Bjarne Riis. »Basso holder fast i sin uskyld, kunne du så ikke gøre ham den tjeneste at opfordre UCI til at fremskynde tingene?« »Mon ikke UCI godt er klar over det. Det er jo i alles interesse«, sagde Riis. »Du har sagt, at Basso nu skal bevise sin uskyld. Hvis ikke der rejses en sag mod ham, kan det jo ende med den ulykkelige situation, at Basso aldrig får mulighed for at bevise sin uskyld?« »Ja, men det har jeg ikke noget svar på. Lige nu, der er jeg magtesløs«, sagde Riis. Har ikke opfordret til DNA-test Den danske holdejer blev spurgt, om han har snakket med Ivan Basso om at lave en DNA-test. »Nej, det har jeg ikke. Vi skal forholde os til det rent retslige, og dem der er anklaget, skal have mulighed for at komme ind i sagen og forsvare sig«, sagde Riis. »Men synes du, at en DNA-test er en god idé?« »Det må retssystemet afgøre. Det nytter ikke noget at skyde det hele over på mig. Jeg har gjort de ting, jeg har kunnet gøre i den her situation. Og mere kan jeg ikke gøre. Nu skal jeg koncentrere mig om mit hold, og det er det, der er det vigtigste for mig, og så må systemet finde ud af resten«, sagde Riis, der ikke har talt med Basso siden lørdag. »Bjarne, har du tænkt dig at opfordre ham (Ivan, red.) til at tage en test?« »Jamen, det har jeg slet ikke spekuleret over endnu vel. Altså først og fremmest må der komme en anklage, og så må systemet gå i gang, og så må vi tage den derfra«, sagde Riis, der ikke turde give et bud på tidshorisonten i sagen. Vi arbejder ikke med andre læger Jan Ullrichs hold T-Mobile har meldt ud, at alle de ryttere, der samarbejder med andre end holdets læger, skal stoppe de forhold øjeblikkeligt. Hos CSC er der ingen ryttere, der bruger andre læger end holdets egne. Det slog Bjarne Riis fast mandag. »Vi har ikke noget samarbejde med andre læger end vores egne«, sagde Riis, der blev lidt irriteret over at få spørgsmålet om lægen Cecchini, som har tidligere har været inde over CSC. »Men Cecchini fungerede ikke som læge hos os. Han er uddannet læge, men det er ikke ensbetydende med, at han fungerede sådan hos os. Det her gider jeg ikke begynde at diskutere, det har vi diskuteret så mange gange efterhånden. Tingene har ligget helt klart. Rytterne skriver i vores antidopingpolitik under på, at de har ikke lov til at arbejde med læger, der ikke er tilknyttet holdet. Den er ikke længere. Vi kan ikke blive ved med at vende og dreje den. Vi har faste regler, og det bliver vi ved med at have«, sagde Bjarne Riis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her