Seks sejre i træk, og så gik den ikke længere for Tom Kristensen i Le Mans. Den imponerende sejrsrække blev i dag klokken 17 afbrudt, da teamkollegerne Frank Biela, Marco Werner og Emanuele Pirro i suveræn stil sikrede sig sejren i 2006-udgaven af 24-timers-løbet på den berømte bane i Frankrig, mens Tom Kristensens Audi sluttede som nummer tre. De mange danske fartfans på tribunerne havde en klar forventning om en syvende sejr i træk og ottende i alt til den legendariske dansker, og forudsætningerne var også til stede. Nedtur for Tom Audi nummer syv startede i pole position, og i de første timer lå den også i spidsen af feltet, men da Tom Kristensen efter godt tre timer for første gang satte sig ind i bilen, begyndte nedturen. Efter bare fire minutter og en enkelt omgang måtte han tilbage i pitten med tekniske problemer, og der gik over 20 minutter, før han fik grønt lys til at køre igen. Det billede gentog sig adskillige gange i løbet af de følgende 20 timer, og så nyttede det ikke noget, at Tom Kristensen havde masser af fart i bilen, når han endelig var på banen, og blandt andet kørte hurtigste omgangstid af alle. »Vi mistede hurtigt så mange omgange, at vi vidste det ville blive svært. Vi gjorde, hvad vi kunne, men der var ikke noget at gøre. Det er en anderledes oplevelse, for hidtil havde jeg vundet, hver gang jeg har gennemført. Måske var det her et velkommen tilbage til jorden, og jeg er meget tilfreds alligevel. Det var et stort øjeblik på podiet«, fastslog Tom Kristensen efter løbet. Audi nummer otte kørte et løb helt uden problemer og vandt suverænt med fire omgange ned til Pescarolo-raceren med blandt andre rallyverdensmesteren Sebastian Loeb ved rattet og 13 omgange ned til Tom Kristensens bil. Kørte på diesel Sejr eller ej, så kan Tom Kristensen glæde sig over, at have været del af noget enestående i Le Mans. I en kæmpe PR-fremstød stillede Audi med to biler, der kørte på diesel i stedet for benzin, og bilernes fremtoning på banen var meget specielt. Lydløs elegance Mens de andre biler i feltet lavede den obligatoriske larm, der fik tilskuernes indvolde til at rumle og gjorde ørepropper uundværlige, så var det en helt anden oplevelse at betragte de to Audi-biler smyge sig rundt på den 13 kilometer lange bane. Det er svært at være elegant med 650 hestekræfter under kølerhjelmen, men det lykkedes for de to biler, og det hang først og fremmest sammen med den beskedne lyd fra motorerne. De lød nærmest som et par støvsugere med lyddæmpere, og det var helt surrealistisk, når Audien kørte forbi med 300 kilometer i timen, og vinden larmede mere end motoren. Sejr til Jan Magnussen Selv om Tom Kristensen måtte se andre løfte det store sejrstrofæ, så bød de 24-timer alligevel på en dansk triumf, da Jan Magnussen i Corvetten for tredje år i træk vandt GT1-klassen. I størstedelen af løbet lå danskerens bil bag den grønne Aston Martin med det James Bond afledte nummer 009, men Bond-bilen ødelagde koblingen, da der manglede bare tre timer af løbet, og så kunne Magnussen sikre sig sejren. Magnussens bil var samtidig fjerdehurtigst af samtlige biler, der stillede til start. Bilen gik i stå I den mindste klasse, GT2, kom Lars Erik Nielsen ud for en kæmpe skuffelse. Han var først i sidste øjeblik kommet med i løbet på afbud, og han af satte fra start sammen med sine to holdkammerater kurs mod en sejr i klassen. Men sølle én time og 20 minutter før afslutningen gik bilen i stå ude på banen på et tidspunkt, hvor den var seks omgange foran den nærmeste konkurrent. Thorkild Thyrring i Porsche, Nicolas Kiesa og Jens Møller i Lister Storm samt Zytek-raceren med Casper Elgaard, John Nielsen og Philip Andersen kom aldrig til at spille en rolle i løbet efter et hav af problemer og uheld.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Nu kommer Trump med erkendelse om Iran-krigen efter valglussing
-
Politiske bomber på stribe: Det er en blå tsunami, der dramatisk vil ændre dynamikken i amerikansk politik
-
Få alle resultater fra midtvejsvalget
-
Selv JD Vances stol er blevet blå: Her er seks opsigtsvækkende resultater fra valgnatten
-
Trumps onde ånd vinder Georgia
-
Når først man er kommet i gang, er det ikke sådan at slukke
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.