Det lugtede længe af guld til Slagelse. Men et tændt Viborg-hold fik vendt op og ned på forstillingen i anden halvleg, da jyderne vandt den anden DM-finale over Slagelse med 28-27 efter en pauseføring på 15-11 til Slagelse. Grøn gejst i Herning Viborg havde skiftet Stadionhallen ud med Messecenter Herning, der var fyldt med 5.000 tilskuere, hvoraf det grønklædte flertal kæmpede ihærdigt for at heppe Viborg ud i en tredje finalekamp, og i anden halvleg fik de da også arenaen til at koge. Slagelse var en tand bedre i de første 30 minutter, men Viborgs spillere gav ikke op, selv om de var nede med fire ved pausen, og med en imponerende gejst og en velspillende Heidi Astrup i front formåede holdet at sikre sig en tredje og afgørende kamp om guldet på søndag i Antvorskovhallen i Slagelse. Mere intenst end kønt Heidi Astrup blev topscorer for Viborg med otte mål, mens Bojana Popovic scorede syv gange for Slagelse. Smukt var det ikke i første halvleg. Kampen var præget af et hav af tekniske fejl - boldtab, angrebsfejl og dårlige afslutninger. Men i angrebsspillet var Slagelse den tand bedre, som berettigede til pauseføringen på 15-11. Slagelse stillede ellers op uden et centralt kort, da højre backen Carmen Lungu var blevet hjemme på grund af den knæskade, hun pådrog sig i den første finalekamp. Slagelse i ny opstilling Det betød, at Slagelse stillede noget atypisk op med venstrefløjen Maja Savic som højre back og playmaker Rikke Hørlykke på højre fløj. Det var dog kun en midlertidig startopstilling, da Peter Bruun Jørgensen med jævne mellemrum flyttede rundt på sine brikker. Det betød ikke forstyrrende indgriben i spillet, men masser af dynamik og forvirring i Viborgs forsvar, der igen og igen blev fanget på hælene. Scoringerne var bredt fordelt med Bojana Popovic og Emilia Turey som de flittigste, dog bakket op af en sikker straffekastskytte i Irina Poltoratskaja. Skytter kom til kort Viborgs spillere havde det til gengæld svært over for det solide Slagelse-forsvar. Skytterne kunne ikke komme til fadet og en spiller som Grit Jurack, der jubilerede med sin kamp nummer 50, var slet ikke oppe i gear. Der blev sendt en række halvhjertede afslutninger af sted, men enten endte de over målet, eller også var det en legende let tjans for Cecilie Leganger at nappe bolden. Slaget vendt Valerie Nicolas gik rundt og brølede i målet, da anden halvleg blev fløjtet op. En attitude, der var meget karakteristisk for Viborgs spillere, der absolut ikke havde givet guldet til Slagelse endnu. Viborg kom som lyn og torden, og tre hurtige scoringer fik Messecenter Herning op på kogepunktet. Med Heidi Astrup og Henriette Mikkelsen som sikre afsluttere og en velspillende keeper Valerie Nicolas øjnede Viborg-lejren pludselig muligheden, og efter et kvarter var det Viborg, der var foran med 20-18. Tingene kan hurtigt ændre sig i håndbold, og det var da også tilfældet, da Slagelse få minutter efter igen var foran med to. Jurack afgjorde Men Viborg blev ved at fighte, og ikke mindst veteranen Heidi Astrup tog sin del af ansvaret, der førte til Viborg-føring 26-24 fem minutter før tid. Det blev et drama i de sidste minutter. Grit Jurack skød Viborg til 28-27 et minut før tid og sikrede sit hold endnu en tur til Sjælland og en tredje DM-finale.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























