Med armene strakt jublende i vejret som den landevejssprinter, han måske en dag udvikler sig til, susede den 21-årige verdensmester Alex Rasmussen uimodståeligt over målstregen i Ballerup Super Arena som vinder af det 75 km lange parløbshandicap sammen med Jacob Moe Rasmussen. Denne konstellation var blevet dannet umiddelbart inden, det sportsligt vægtigste indslag i det københavnske seksdagesløb skulle starte, fordi de to danskeres respektive makkere, tyskerne Andreas Beikirch og Lars Teutenberg havde måttet melde forfald med sygdom. Bestod svendeprøven Og for både det unge, fynske stortalent og den 10 år ældre, rutinerede Jacob Moe med landevejen som sit speciale var der tale en svendeprøve, de bestod med glans. Oven i købet ramtes Jacob Moe Rasmussen af et styrt undervejs, da han kom i karambolage med Michael Mørkøv, der ligeledes udsattes for et ublidt møde med banelegemet. Begge kom på cyklerne igen efter et kortvarigt pust, og det videre forløb afslørede, at ingen af dem havde lidt alvorlig overlast. Dæmper på udfoldelserne Uheldet indtraf efter knap 60 af de 75 km, netop som farten var skruet vildt i vejret. Det lagde en dæmper på udfoldelserne og gav nogle af de ryttere, som var mest plaget af det indtil da skrappe tempo, ny luft. Alex Rasmussen og Jacob Moe Rasmussen erobrede undervejs fire omgange eller kun én mindre end det hollandske par Robert Slippens-Danny Stam, der mere og mere ligner de endelige triumfatorer. Men eftersom hollænderne ved handicapsætningen havde syv runder at indhente i forhold til de par, der startede på nul, kom de aldrig til at spille nogen rolle i selve jagten. Fænomenal hurtighed Det gjorde derimod de to gange Rasmussen, og da de 75 km nærmede sig afslutningen, stod det klart, at de i opgøret om sejren skulle dyste mod fire andre par - Mads Christensen-Alexander Aeschbach, Jens Erik Madsen-Michael S. Larsen, Gerd Dörich-Michael Berling og Kenny de Ketele-Steve Schets. Og det var her, Alex Rasmussen fik lejlighed til at demonstrere sin fænomenale hurtighed, der har fremkaldt så enorm begejstring tidligere i løbet. Allerede på langsiden modsat opløbet trådte verdensmesteren så magtfuldt an, at ingen af rivalerne formåede at følge ham, og han tordnede over stregen som en uhyre suveræn vinder. Udmarvende ræs Nu skal det så vise sig, om Alex Rasmussen og Jacob Moe Rasmussen får lov til at fortsætte som par på seksdagesløbets finaleaften. Det afgøres først i løbet af i dag, men meget tyder på, at de to tyskere ikke bliver i stand til at genoptage aktiviteterne. Handicapjagten afslørede også, at par nr. 7 Jimmi Madsen-Giovanni Lombardi næppe kommer til at spille nogen rolle i finalen. Italieneren er ganske enkelt aldrig nået op på det niveau, han var tiltroet, og han havde flere gange under det udmarvende ræs, som sluttede mandagsprogrammet, vanskeligt ved at holde farten oppe, når Jimmi Madsen søgte at bringe parret i en fordelagtig position. Forskel kom ikke til udtryk Ganske vist vandt Madsen-Lombardi ligeså mange omgange - fire - som schweizerne Kurt Betschart-Franco Marvulli og den belgisk-hollandske duo Matthew Gilmore-Peter Schep, men den forskel, der var set frem til, at de måske kunne gøre på dette sene tidspunkt af løbet, kom aldrig til udtryk. Betschart-Marvulli går ind til den afsluttende aften på førstepladsen, med Slippens-Stam og Gilmore-Schep på omgangshøjde, men hollænderne kan nå at score tilstrækkeligt mange point til en bonusrunde, inden finalen over 75 minutter går i gang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























