Næste runde i Ballerup er sikret

Endnu en omgang seksdagesløb er sikret til næste år. - Foto: Thomas Borberg
Endnu en omgang seksdagesløb er sikret til næste år. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Indtægtsmæssigt et minus på cirka 200.000 kr. i forhold til det forventede, sportsligt et overskud af anseelige dimensioner - de to kendsgerninger aftegner sig omkring det 44. københavnske seksdagesløb, der slutter tirsdag i Ballerup Super Arena. Og selv om den første naturligt nok ikke er tilfredsstillende for arrangøren Henrik Elmgreen, er den ikke mere foruroligende, end at han formår at glæde sig over den anden. Tegnede lovende »Da billetsalget startede, tegnede det særdeles lovende, men det var, som om det stagnerede ved nytårstid, og nu ender vi sandsynligvis på en entreindtægt, der ligger på samme niveau som sidste års. Når vi nu havde sat næsen op efter en fremgang, og alt pegede frem mod det, kunne jeg godt have ønsket mig et bedre facit. Men det er da stadig positivt, og under alle omstændigheder fortsætter vi til næste år, hvor terminen 1.-6. februar allerede ligger fast«, fortæller Henrik Elmgreen. »Når interessen pludselig dalede, hænger det utvivlsomt sammen med Jakob Piils afbud. Det skal nok have kostet os 200.000 kr., at han ikke var i stand til at stille op i par nr. 7 og forsøge at gentage sejren sammen med Jimmi Madsen. Men samtidig sparer vi jo også en anselig lønudgift. Og noget lignende er tilfældet omkring schweizeren Bruno Risi, der ligeledes måtte melde afbud«. Investering i talenter »Til gengæld er det min helt klare fornemmelse, at de tilskuere, der er kommet, har værdsat, hvad de har set. Det er ingen overdrivelse, at publikum til det københavnske seksdagesløb er det mest sportsligt orienterede i hele Europa. Og derfor har det også været en ekstra glæde i år at kunne vise, hvilke store talenter dansk banecykling råder over.« »Jeg er fuldstændig sikker på, at vi inden for ganske få sæsoner har et rent dansk par nr. 7, som kan begå sig mellem de bedste. For det, ryttere som Alex Rasmussen, Michael Mørkøv og Marc Hester har demonstreret på banen, har virkelig haft høj klasse. Og det kan jo også ses som en investering i fremtiden«, fastslår Henrik Elmgreen. Flere på lægterne tidligere Det aktuelle arrangement er det 27. i København, siden det folkelige og forkætrede cykelshow gjorde comeback i hovedstadens underholdningsspektrum, og for undertegnede, der har set dem alle, hersker der ingen tvivl om, at det fremmaner mere spændende perspektiver end hovedparten af de foregående. Talrige af disse har været overværet af væsentligt flere mennesker, og stemningen har nået helt anderledes ekstatiske højder, end tilfældet har været i Ballerup, hvor de fortidige Forum-billeder af seksdagesløb i tobakståger og øldunst har ændret afgørende karakter. Og et så slagkraftigt bevis, som de seneste dage har leveret på talentmassen i dansk cykelsport, er ikke tidligere set i denne sammenhæng. Tre himmelstormere Henrik Elmgreen nævner de tre mest iøjnefaldende himmelstormere på velodromen, og de rummer da også alle evner, som gør dem selvskrevne til hovedroller inden for en bred vifte af idrætsgrenens udfordringer. Men de er ikke de eneste. Mads Christensen har ydet en indsats klart over forventning, som må puste yderligere liv i den selvtillid, han har så hårdt brug for at få opfyldt drømmene på landevejen. Og så har seksdagesløbet også - inden de professionelle har taget scenen i brug - givet plads til præsentationen af de årgange, som står på spring til at skabe yderligere fornyelse, når de ovenfor fremhævede 20-21-årige håbefulde ynglinge suser endnu højere til vejrs. Mini-, junior- og talent-seksdagesløb er afviklet med udstilling af så lovende egenskaber, at det uundgåeligt skaber en overvældende optimisme omkring dansk banecyklings fremtid. Her er medaljemateriale i rigt mål, og det ville under ingen omstændigheder kunne udvikles uden banen i Ballerup - og næppe heller uden det professionelle seksdagesløb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her