Danmark slog Norge i grim kamp

Joachim Boldsen slider sig igennem det norske forsvar. - Foto: AP
Joachim Boldsen slider sig igennem det norske forsvar. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Der er stadig semifinalepuls at måle på det danske håndboldlandshold. En arbejdssejr uden krummelurer, sløjfer og lyserød glasur blev hevet i land mod et norsk landshold, der ikke havde meget at spille for i Sporthalle Kreutzbleiche i St. Gallen. Svedig aften 35-31 vandt danskerne - hvilket kan give et billede af en kontrolleret dag på kontoret, men sådan var det ikke. Det var snarere en svedig aften i værkstedet, hvor bestemt ikke alt lykkedes. Med sejren og de to points - og en forbedret målscore - er det danske hold rykket forbi Island i den samlede stilling. Danskerne er nu på tredjepladsen og kan bringe sig i semifinaleposition gennem en sejr over Rusland torsdag aften. Norsk hjælp Men-men - der er brug for et norsk hjælpekorps, hvis det skal gå sådan. For Serbien slår næppe Kroatien, og det betyder, at nordmændene som det aller-allermindste kun må lide et særdeles beskedent nederlag til Island. Og allerhelst tage et point - ja, hvorfor ikke to. Det vil da også være godt for den norske moral, ikke sandt. Måske var det vigtigheden, der gav det danske landshold en nervøs start på kampen - måske var det den kendsgerning, at man for første gang for alvor skulle konfronteres med et hold, hvis opdækning var klassisk 'flad', altså 6-0. I hvert åbnede det danske hold med en værre omgang marskandiser-håndbold - man kunne ikke finde varerne på hylderne, og man rodede rundt på må og få i den norske butik. Og pludselig var man faret vild. Det så ikke godt ud. Norske kontraløb Bagspillerne søgte hele tiden at skabe afslutninger via indspil til stregspilleren Jesper Nøddesbo, men tre gange i træk gik det galt og satte norske kontraløb i gang - med to scoringer til følge. Det danske angrebsspil tog sig langt bedre ud, når man pressede tempoet i vejret og trak det norske forsvar skævt, så en skytte som Lars Møller Madsen kunne udnytte sin størrelse. Det gjorde han tre gange i de første 30 minutter - men desværre var han også den spiller, der lavede de fleste afleveringsfejl på holdet. Forsvarsmæssigt gik den danske taktik ud på - med Søren Stryger som fremskudt spiller i nordmændenes venstre side - at få de norske spillere til at koncentrere deres kombinationer i højre side, som danskerne anså for svagest. Man kan ikke sige, det lykkedes. Venstrebacken Kristian Kjelling bragede fem bolde i nettet, venstrefløjen, AaB-spilleren Håvard Tvedten, scorede fire gange - dog et par stykker på kontraløb. Smal føring ved pausen Nordmændene kom i det hele taget meget lettere til deres mål end danskerne, hvilket også skyldtes, at de danske målmænd - Kasper Hvidt blev skiftet ud efter 23 minutter med 'susen for ørerne' - slet ikke fik fat i langskuddene. Og det betød, at det danske hold måtte nøjes med at være foran med 17-15 ved pausen I anden halvleg kom der mere fart over det danske spil, og da Kristian Asmussen havde nogle vigtige redninger, kunne danskerne i en periode komme foran med tre scoringer - med gode muligheder for at rykke yderligere. Men det haltede stadig noget i forsvaret, spillet var nervøst. Angrebsmæssigt gav en tempopisker som Bo Spellerberg det danske hold mere aggressivitet - og efterhånden fik man et overtag, der så ud til at skulle holde kampen ud. Med otte minutter tilbage var Danmark foran 31-27 - og på det tidspunkt, da Lars Jørgensen modtog sin tredje og rødt kort-givende udvisning, klarede Kasper Hvidt et straffekast. Spillerne virkede låste Det var ikke nogen stor kamp - ikke en kamp, der trods sin vigtighed nåede højderne fra mødet med Serbien og Kroatien. Flere af de danske spillere virkede 'låste' og viste slet ikke den glød, der fik det til at slå gnister i de foregående kampe. Det virkede som om kombinationen af sejrspressets nerver og en vis træthed kom til udtryk - for man kan dårligt tro, at danskerne undervurderede deres norske modstandere, der var og stadig er puljens bundprop. En af aftenens markante danske spillere var venstrewingen Lars Rasmussen, der kom på banen i stedet for Lars Christiansen, som har haft en rigtig skidt slutrunde. Lille Rasmussen scorede syv gange og bidrog væsentligt til den danske sejr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her