Med en sejr over Østrig kunne de danske håndboldkvinder have taget et stort skridt mod semifinalen ved VM i Skt. Petersborg. Nu blev det i stedet et kæmpenederlag på hele 42-35 og en indsats, der vil gå over i historien som en af de ringeste, et dansk landshold har præsteret ved et internationalt mesterskab. Det totale sammenbrud Hvordan landstræner Jan Pytlick skal få bygget sine spillere op til ikke alene lørdagens kamp mod Polen, men også til resten af turneringen, er et spørgsmål, som kun de kommende dage kan besvare. Svært bliver det - og måske umuligt - efter det totale sammenbrud mod alpelandet. Danmark kan stadig gå til mellemspillet med fire point, men det kræver, at Østrig lørdag taber til Brasilien, og det tror selv ikke den største jubelfantast på. Hvis Danmark besejrer Polen, mens Østrig og Tyskland ligeledes vinder deres kampe, går disse tre mandskaber videre med hver to point. Katastrofal halvleg Med indsatsen mod Østrig in mente skal danskerne nok være glade for dette facit af de indledende kampe. Danmark spillede en katastrofal 1. halvleg, hvor holdet efter en udmærket start fuldstændig kollapsede og blev løbet over ende af det østrigske veteranhold. Den tunge bagkæde med Tanja Logvin, Garbriela Rotis Nagy og Sorina Teodorovic bombede sig uden nævneværdig modstand gennem det danske forsvar og på skift Rikke Schmidt og Karin Mortensen mellem stængerne. Og kom de særdeles kompetente skytter ikke selv til afslutning, fandt de Simona Spiridon inde på stregen, som den danske defensiv heller ikke kunne holde. Konstant på hælene Danmark førte 5-3, men tabte så de næste 15 minutter 14-4 og var konstant på hælene mod et østrigsk hold, der spillede som forventet og derfor måske var blevet en smule undervurderet af de danske favoritter. 23-17 lød stillingen ved pausen, og hvornår der sidst er scoret så mange mål mod et danske hold på 30 minutter ved at stort mesterskab fortaber sig i historiebøgerne. Ringe var det i hvert fald, og lyspunkterne var ganske svære at få øje på. Danskerne virkede tunge og uinspirerede, mens de østrigske veteraner, der for manges vedkommende har rundet de 30 år, spillede som i ungdommens vår og gav de olympiske mestre en håndboldlektion, der sved. Værre efter pausen Efter pausen blev det kun værre set fra et dansk synspunkt. Hver gang holdet fik slidt sig til en scoring, svarede Østrig igen med mål i stimer, og til sidst kunne spillerne fra verdens bedste liga nærmest ikke få bolden forbi Natalja Rusnatjenko, der pillede selv de største friløbere med den største selvfølgelighed. Ydmygelsen var tæt på det maksimale, da Østrig på et tidspunkt førte med 10 mål, og storskytten Tanja Logvin fra midten spurtede ned og lobbede bolden i kassen. Det var over hele linjen, det danske hold gik ned, og de rutinerede spillere, som skulle bære holdet igennem, havde ikke noget at byde på, da modgangen meldte sig. I nyere tid har Danmark haft krammet på Østrig, men denne aften var der sammenbrud over hele linjen, og østrigerne kunne fortjent juble over sejren, mens de danske spillere med bøjede hoveder luskede ud af Jubileini-hallen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























