Danmark fik sikker sejr over Polen

Lise Knudsen forsøger et gennembrud i det polske forsvar. - Foto: Lars Poulsen
Lise Knudsen forsøger et gennembrud i det polske forsvar. - Foto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Danmarks håndboldkvinder kom i løbet af 24 timer gennem hele følelsesregistret ved VM i Skt. Petersborg. Efter at have været helt nede på bunden og vende fredag aften og nat, udviklede turneringen sig på så sensationel vis, at Jan Pytlicks mandskab med en sejr på 33-28 over Polen kvalificerede sig til mellemspillet med de maksimale fire point. Og det kan danskerne takke Brasilien for, der tog fusen på hele den internationale håndboldverden ved at besejre Østrig 32-29 de samme østrigere, der døgnet forinden havde været i den 7. himmel, efter at have tilføjet Danmark et forsmædeligt nederlag på 42-25. Østrig må vende hjem Den meriterende sejr kunne Østrig pludselig ikke bruge til noget, og de må efter danskernes triumf mod Polen i stedet rejse hjem til alpelandet, mens Tyskland og Brasilien følger Danmark over i mellemspillet, der begynder mandag. Her venter Frankrigs verdensmestre, Ukraine og Rumænien, og med det program og de fire point i bagagen er de danske olympiske mestre pludselig alvorligt inde i varmen til en plads i semifinalen. Danskerne var tydeligt topkoncentrerede til kampen mod Polen, men alligevel virkede kampens betydning lige i starten som en dæmper på holdets udfoldelser. Ringe spil i første halvleg De første 30 minutter i Jubileini-hallen mod de polske underhunde vil ikke komme til at stå i håndboldhistorien i afsnittet for mindeværdige oplevelser. Dertil var spillet af en alt for dårlig kvalitet. Polen kunne ikke, og danskerne virkede stadig mærkede af nedturen dagen forinden mod Østrig. Alligevel fik det danske mandskab rimelig hurtigt styr på kampen og skaffede sig en komfortabel føring. Der blev stadig lavet rigtig mange fejl i angrebsspillet hvor eksempelvis stregspilleren Lene Lund Nielsen tre angreb i træk fik dømt fejl imod sig. Også Rikke Hørlykke spillede med en stor fejlprocent, og på et tidspunkt kylede fløjen Josephine Touray bolden et par meter forbi det polske mål på en friløber. Kønt var det bestemt ikke. Føring på ni mål Bedre blev det sådan set ikke efter pausen, hvor danskerne i perioder strammede grebet og havde skiftende føringer på et tidspunkt var den på ni mål. Grebet blev dog alt for ofte slækket, og Polen kom til nogle lette scoringer mod målvogter Rikke Schmidt, der efter pausen ikke blev noteret for én eneste redning. Det var skidt, og en manglende udskiftning kan kun skyldes, at Karin Mortensen trods sin tilstedeværelse på bænken endnu ikke er 100 procent klar efter sin rygskade. Heldigvis var der andre, som gjorde det godt på det danske hold, og især venstrefløjen Louise Mortensen fra Aalborg DH gjorde det fornemt i de sidste 30 minutter med syv scoringer på lige så mange forsøg. Hendes indsats nåede dog ikke helt op at ringe, fordi hendes forsvarsspil ikke holdt helt samme klasse. Også en anden ung spiller, Lene Thomsen, gjorde en glimrende figur med et stort slæb i forsvaret. Hun kom også et par gange med i det danske kontraspil og scorede uimodståeligt to mål, og det kunne være spændende at se hende i det danske angrebsspil. Danmark har endnu ikke vist særlig godt spil, og står nu alligevel i mellemrunden med fire point, hvilket må siges at være imponerende. Nu bliver modstanden dog skærpet, og det er bydende nødvendigt, at viceeuropamestrene lægger et lag på niveauet, for ellers stopper festen, før den begynder. Det er især de rutinerede spillere som Mette Vestergaard, Katrine Fruelund, Rikke Hørlykke og de to målvogtere, der nu må vise formatet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her