Danmark begyndte VM-turnering med sejr

Lyt til artiklen

I omkring 20 minutter havde de brasilianske kvinder luft til at drille Danmarks olympiske mestre ved åbningen af håndbold-VM. Men i ishockeyhallen Jubileini gik sydamerikanerne efter pausen i den grad kolde og blev løbet over ende af favoritterne, som vandt den ventede komfortable sejr på 31-22. Dermed kom danskerne planmæssigt fra start ved slutrunden i Skt. Petersborg, og devisen efter en ujævn forestilling må være, at holdet skal glæde sig over de to point, og så ellers hurtigt indstille sig på aftenens modstander Elfenbenskysten. Nervøs start Opgøret mod Brasilien blev set fra et dansk synspunkt en nervøs affære i store dele af 1. halvleg, hvor modstanderne gik frisk til sagen og forbløffende let spillede sig til scoringer. Der er nok blevet nippet nervøst til kaffen hjemme i sofaerne i løbet af de første 30 minutter, hvor Danmark stressede og stik mod alle aftaler afsluttede i fødderne på den tidligere FCK-målvogter Channa Masson. Det var lige guf for den dygtige keeper, der lidt uforståeligt blev pillet ud i 2. halvleg. Samtidig drønede de store sambakvinder gennem det danske forsvar og forbi Rikke Schmidt i målet, og en rødglødende landstræner Jan Pytlick måtte allerede efter knap 12 minutters spil kalde sine spillere til timeout. På det tidspunkt første Brasilien 8-4. Onewomanshow af Touray Det skulle dog blive værre endnu, da sydamerikanerne efter 20 minutter kom foran 12-7. Så startede højrefløjen Josephine Touray et onewomanshow og scorede de næste seks minutter fire mål på stribe, hvilket i den grad bragte de famlende danskere ind i kampen og gav dem sikkerheden tilbage. Efter pausen fik det danske hold sat tempoet gevaldigt i vejret, og så sivede luften stille og roligt ud af brasilianerne. De havde ganske enkelt ikke mere at komme med, da Danmark satte turbo på, og forholdsvis smertefrit kom viceeuropamestrene på vinderkurs ved at straffe de brasilianske fejl med hurtige kontraløb. Da sejren var på danske hænder tillod landstræner Jan Pytlick sig at sætte reserverne ind, så alle kom i kamp på førstedagen. Men det var i første omgang de garvede kræfter, der trak det store læs med Josephine Touray og Katrine Fruelund som de mest fremtrædende. Gennembrud af Lene Thomsen De blev dog fulgt flot til dørs af VM-debutanten Lene Thomsen, der sammen med Karen Brødsgaard i det meste af kampen styrede det danske forsvar. Lene Thomsen havde også overskud til at gå med i flere af de danske opløb og scorede på et par udmærkede gennembrud. Til gengæld var der i den grad nerver på hos en anden slutrunde-debutant, venstrefløjen Jane Wangsøe. Jan Pytlick havde valgt at lade Louise Mortensen fra Aalborg DH, som også dækker den plads, sidde over, så der var fuld spilletid til Wangsøe. Hun var rystende nervøs i første halvdel af kampen og brændte selv de største friløbere. Horsens-fløjen fik dog spillet sig gevaldigt op og scorede fire gange i 2. halvleg. Landstræner Jan Pytlick var tilfreds med sejren og de to point. »Det var tydeligt, at nogle af spillerne var meget nervøse, så jeg er yderst tilfreds med, at vi vandt. Jeg synes, vi fik rettet op på vores fejl, og vi skal i hvert fald tage vores præstation i 2. halvleg med videre«, sagde Jan Pytlick. Nu venter Elfenbenskysten Og det bliver i første omgang i aften mod Elfenbenskysten, der ikke må kunne udgøre nogen som helst trussel mod de danske VM-drømme. Afrikanerne havde i hvert fald ikke meget at byde på i deres første kamp mod Østrig som vandt 32-21. Samme sikre cifre bør Danmark præstere mod det afrikanske hold. Kulissen bliver nok den samme som i aftes i den mægtige ishockeyhal, hvor stemningen trods nogle håndfulde danske tilskueres ihærdige indsats var på frysepunktet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her