Kronprinsen får VM til Danmark

Lyt til artiklen

Kongelig Dansk Yachtklub, KDY, kan takke kronprins Frederik for, at klubben har vundet værtskabet for et VM i storbådsklassen Farr40 i september 2007. Det understregede klassens præsident, Jim Richardson, da han sammen med de stolte danske VM-værter i går præsenterede planerne på et pressemøde i København: »Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi først og fremmest har valgt København som værtsby for VM på grund af kronprins Frederiks store engagement som aktiv sejler i Farr40-klassen«. Idémand KDY har arbejdet på at få arrangementet til Danmark siden VM i Sydney i 2004. Her deltog kronprinsen med sit Team Nanok og var en af idémændene bag drømmen om et VM på dansk hjemmebane. Den royale sejler glimrede dog med sit fravær på VM-pressemødet, selv om det ellers blev holdt i maritime rammer på Admiral Hotel kun en skødelængde fra Amalienborg. Kronprins vil vinde »Men jeg skal hilse og sige, at han glæder sig meget. Kronprinsen intensiverer allerede i år sin vintertræning i Italien og deltager også i VM 2006 i USA, Han sejler ikke Farr40 kun for at være med. Han vil vinde«, sagde bestyrelsesmedlem i KDY, Morten Lorenzen. I kronprinsens fravær var den danske OL-deltager Nicklas Holm pressemødets hovedperson. KDY har udpeget Starbåds-sejleren til at stå i spidsen for klubbens egen VM-satsning i Farr40-klassen, hvor ejeren skal styre, mens der kun må være fire professionelle sejlere i den ti mand store besætning. »Jeg er ikke færdig med at sejle OL. Men legene i London i 2012 lyder umiddelbart mere attraktivt for mig end legene i Beijing om tre år. Og det er en stor chance at få lov til at sejle VM i Farr40 på hjemmebane mod nogle af de største internationale sejlsportsnavne«, siger Nicklas Holm. Overrasket Bank KDY fremhævede på pressemødet, at VM i København får deltagelse af America's Cup-stjerner som Russel Coutts, Jochen Schumann, Paul Cayard og danske Jesper Bank. Det kommer dog bag på sidstnævnte. »Jeg har slet ikke lagt planer efter America's Cup i foråret 2007 og vil endnu ikke forpligte mig så langt frem i tiden«, siger Jesper Bank, men tilføjer: »Det er positivt, at København har fået VM for Farr40, som er en sjov bådtype, der tiltrækker mange America's cup-sejlere. Et VM i Danmark betyder også, at flere unge danske sejlere vil interessere sig for storbådssejlads og få den professionelle indstilling, det kræver at være med på et højt internationalt niveau«. Den danske hovedstad vandt VM-arrangementet foran Athen, St. Tropez, Palma de Mallorca og Porto Cervo. KDY opererer med et VM-budget på to millioner kroner og har blandt andet fået støtte af Idrætsfonden Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her