Bo Hamburger testet EPO-positiv

Bo Hamburger er ifølge en fransk avis testet positiv for det forbudte stof EPO. Prøven er fra Tour de France i 1999, hvor Hamburger på billedet ses lige inden 12. etape. - Foto: Morten Bjørn Jensen
Bo Hamburger er ifølge en fransk avis testet positiv for det forbudte stof EPO. Prøven er fra Tour de France i 1999, hvor Hamburger på billedet ses lige inden 12. etape. - Foto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

Den danske cykelrytter Bo Hamburger bliver i dag draget ind i den dopingsag, der har været verdens mest omtalte de seneste uger. Det sker efter, at den franske avis Journal du Dimanche i dag skriver, at dopingprøver taget fra Bo Hamburger ved Tour de France i 1999 har vist sig at indholde spor af det forbudte stof epo. Den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong er blevet mødt med lignende beskyldninger, som er kommet frem i sportsavisen l'Equipe. Ønsker flere oplysninger Kulturminister Brian Mikkelsen, der er vicepræsident i WADA, har tidligere været meget tilbageholdende med at dømme Lance Armstrong ud fra avisartiklerne, og samme holdning går igen, når det kommer til Bo Hamburgers sag. »Oplysningerne om Bo Hamburgers dopingsag er bemærkelsesværdige. Det er dog vigtigt, at vi kender alle oplysninger i sagen, før vi drager konklusioner. Jeg vil derfor bede WADA om at oplyse mig om alle detaljer i Bo Hamburgers sag i den redegørelse, som jeg har bedt organisationen om at udfærdige til mig«, siger Brian Mikkelsen. Ud over at være vicepræsident i WADA er Brian Mikkelsen som kulturminister også sportens minister. Nu kan han se frem til, at historien om en dansk dopingsag går verden rundt. »Det er selvfølgelig en beklagelig sag for Danmark, men vi må simpelthen vente på WADA's rapport«, siger Brian Mikkelsen, som håber på, at han vil modtage rapporten om en god uges tid. Tidligere anklaget for dopingmisbrug Bo Hamburger kørte i 1999 for det italienske cykelhold Cantina Tollo, og han afleverede den prøve, som angiveligt viser spor af epo, inden prologen den 3. juli ved Puy-du-Fou. Det er langt fra første gang, Bo Hamburger bringes i forbindelse med epo-misbrug. Den danske cykelrytter var således den første rytter nogensinde, der blev snuppet, da epo-testen blev indført i 2001. Men resultatet af den ene B-prøve viste et resultat, der lå under grænseværdien, og derfor blev han senere på året frifundet af dopingnævnet under Danmarks Idræts-Forbund. Får næppe konsekvenser Det er ikke sandsynligt, at den nye sag vil få konsekvenser for Bo Hamburger. WADA var ikke dannet endnu, da prøverne blev taget i 1999, og desuden er det ikke muligt at foretage en kontrolprøve, som dopingreglementet foreskriver. Tilmed er det endnu ikke undersøgt til bunds, og prøverne kan ændre sig ved at blive opbevaret i årevis. Flere ryttere positive Sagen omkring Armstrongs dopingprøver fra 1999 er nu underlagt en undersøgelse fra både UCI og WADA, og nu ser det ud til, at Bo Hamburger også bliver det. Journal du Dimanche skriver, at ud over Hamburger har colombianeren Jose Joachim Castelblanco og Manuel Beltran også afleveret dopingprøver i 1999, der nu viser sig at indeholde epo.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her