Slukørede georgiere kørt over i Parken

Lyt til artiklen

Der var ingen hjælp at hente fra Kasakhstan og Ukraine, og derfor var der ikke anledning til den helt vilde VM-jubel, efter at Morten Olsens tropper levede op til favoritværdigheden mod Georgien og vandt en overbevisende 6-1-sejr - der formentlig bare ikke fører Danmark nogen steder hen i VM-sammenhæng. Men folk i Parken blev da rigtig godt underholdt med en usædvanlig målfest - som publikumsfavoritten Søren Larsen afsluttede med to brillante træffere. Udvisning Kampen var sådan set afgjort efter en snes minutter. Claus Jensen frisparkede fornemt Danmark i spidsen, og da den georgiske midtstopper Zurab Khizanishvili korrekt blev udvist for at rive den helt frie Jon Dahl Tomasson, på vej mod mål med bolden foran sig, var spørgsmålet kun, hvor stor sejren skulle blive. Selv om Morten Olsen havde advaret mod georgiernes styrke i luften, blev der altså skabt en række farligheder foran gæsternes mål med høje indlæg fra siderne. Og man sad da og spekulerede på, at det ikke have været nogen dårlig idé at have haft den høje Søren Larsen med til at springe op og sætte hovedet på nogle af afleveringerne. Agger på pletten Daniel Agger gik med frem og lagde med hovedet end frisparksaflevering fra Claus Jensen ind til Christian Poulsen, der pandede bolden i nettet til 2-0. Og den 20-årige Brøndby-stopper, et af de største forsvarstalenter i dansk fodbold i mange, mange år, sørgede selv for at hovedstøde bolden i kassen på Claus Jensens hjørnespark. Agger kunne helt udækket stige til vejrs og placere bolden ind til sin første scoring for Danmark. Det var til 3-1, fordi Michael Gravgaard var uopmærksom i en mand-mod-mand-duel med Georgi Demetradze, der blev fældet i det kriminelle felt af FCK'eren, som var med i startopstillingen for første gang. Demetradze lavede reduceringsmålet fra 11 meterpletten. Efter udvisningen spillede gæsterne uden tro på noget som helst, og danskerne kunne stort set gøre, hvad der passede dem. Det var masser af plads til at køre bolden rundt - til tider gik det altså lidt for langsomt - og der var nydelige kombinationer og fint sammenspil at nyde. Claus Jensen spilstyrende Den teknisk dygtige Claus Jensen var den største idémager i opspillet. Han optrådte med hæl og tå, han lagde nogle fine afleveringer ud i venstresiden og i dybden, han demonstrerede sin fornemme sparketeknik mange gange, og han fik spillet til at glide. Christian Poulsen var 'stopklods' på midtbanen, hvor han fangede masser af bolde, lukkede huller og satte opspil i gang, både med korte, fornuftige pasninger og lange skift. Jon Dahl Tomasson var mest spilstation oppe foran med ryggen til mål, mens kantspillerne Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen på skift, med vekslende held udfordrede med ryk mod baglinjen eller løb ind i banen, så de offensivt indstillede backer Thomas Helveg og Niclas Jensen kunne komme med frem. Solide Agger Daniel Agger var meget solid og vågen i forsvaret og blev mere og mere modig, så han gik med frem og deltog i opspillet og satte det georgiske forsvar under pres. Det var altså mærkeligt, at Morten Olsen ikke (som tilskuerne råbte på) satte Søren Larsen ind fra anden halvlegs start. Men med en halv time tilbage, efter at Jon Dahl Tomasson havde trykket 4-1-bolden over stregen på Martin Jørgensens herlige, flade indlæg, kom Larsen. Han havde formentlig scoret på en eller to af af de tre kæmpechancer, som Dennis Rommedahl (to) og Jon Dahl Tomasson misbrugte. Sørensen arbejdsløs Det lignede til tider en træningskamp, der ikke kunne hidse folk særlig meget op. Georgierne gjorde ingen fortræd, så de danske forsvarere havde ikke meget at bestille, og Thomas Sørensen kunne stå i målet uden at få sved på panden og følge med i spillet. Der var længe ensrettet færdsel med bolden, frem mod Georgiens mål, og det så meget let ud, når danskerne broderede sig frem til målchancer. Martin Jørgensen gav prøver på sin driblekunst på venstrekanten, og Jørgensen udmærkede sig med flere gode skud. Thomas Gravesen leverede en hæderlig og afdæmpet indsats på midtbanen, hvor han ikke behøvede hverken at spille stærk mand, dirigere eller blande sig i alt for meget. Det hele gik af sig selv. Larsen - seks mål i fem kampe Og selvfølgelig kom Søren Larsen på scoringslisten, som Politiken havde forudsagt. Hvor var det dejligt at se Martin Jørgensen, levende i sit spil og veloplagt i anden halvleg, smide bolden ind over til Søren Larsens to perfekte hovedstødsmål til 5-1 og 6-1. Danskerne brugte hovedet i den kamp, hvor Morten Olsen ikke rigtigt regnede med, at de ville være recepten på at lave mange mål. Taktfast bifald til Larsen og Co., hvor fortjent. Og hvis Danmark ikke kommer med til VM 2006, kan vi i hvert fald glæde os over, at 2005 har givet os en ny 24-årig topangriber, der har lavet seks mål i fem kampe, og en forsvarer i Daniel Agger, der kan blive en støttepille på det danske landshold i mange år frem i tiden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her