0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

VM-formatet skal vises i aften

»Vi har et hold med slutrunde-kvaliteter«, siger landstræner Morten Olsen. Jon Dahl Tomasson har en god følelse indeni, før det går løs i den vitale VM-kval-kamp mod Tyrkiet i aften.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lehmann Martin
Foto: Lehmann Martin

Morten Olsen under gårsdagens pressemøde i Tyrkiet. - Foto: Martin Lehmann

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Vi har et hold med slutrunde-kvaliteter«, sagde landstræner Morten Olsen efter den afsluttende træning før det danske fodbold-landsholds store, vigtige slag i kvalifikationsturneringens gruppe 2 mod Tyrkiet i aften.

»Vi har det bedste hold i gruppen«, sagde højreforsvareren Brian Priske. »Danmark vil helt sikkert pynte i VM-slutrunden i Tyskland næste år«, sagde viceanfører Jon Dahl Tomasson.

Det er nu, det gælder
Midtbanedynamoen Thomas Gravesen, der ellers ofte står forrest i køen, når det danske landsholds mange gode sider, styrke og format skal fremhæves, gav sit bidrag med en eftertænksom bemærkning: »Vi har kun gode slutrunde-kvaliteter, hvis vi kvalificerer os ...«.

Manden har jo ret. Det kan ikke bruges til så meget, at det danske VM-hold har været spilstyrende i hovedparten af de fleste kampe og produceret flest chancer og afslutninger, hvis der er to andre hold, som får flere point end Danmark (og det gør Ukraine helt sikkert på førstepladsen).

Det er i aften i Istanbul, danskerne skal vise slutrunde-kvaliteter. Det er nu, det virkelig gælder. Et nederlag, så er det farvel til andenpladsen og muligheden for via to playoffkampe i november at komme med til Tyskland på de sidste billetter.

»Vi har vist meget seværdigt fodbold, men vi har også været ramt af skader og uheld undervejs i kvalifikationen, og derfor har vi ryggen mod muren i dag. Det er stort pres på os, lige så stort som på tyrkerne, der skal vinde på hjemmebane. Men vi skal også vinde. Og jeg har en god følelse indeni«, sagde Jon Dahl Tomasson.

Tyrkisk turbulens
Den følelse er meget baseret på præstationen i 4-1-kampen mod England, på træningsintensiteten og kvaliteten i ugens træninger og den kendsgerning, at de danske spillere er kommet godt i gang med sæsonen rundt omkring i deres klubber.

Tomasson og Morten Olsen er helt på linje: Tyrkiet-Danmark er et møde mellem de to bedst spillende hold i gruppen.

Det må være en lille dansk fordel, at der efter trænerskiftet, som har bragt Fatih Terim tilbage i landstrænersædet, har været en vis turbulens omkring det tyrkiske landshold, som oven i købet er ramt af skader hos nøglespillere. Formentlig vil kun to af spillerne i startopstillingen - Ümit Özat og Fatih Tekke - være gengangere fra 1-1-kampen i København i oktober. Det giver en indikation af, at det tyrkiske hold ikke kan være sammenspillet og sammensvejset så godt, som det burde være.

»Vi forventer«, siger Jon Dahl Tomasson videre, »at tyrkerne vil være aggressive og offensive i deres indstilling, og at de vil jagte os over hele banen. Der vil være flere end én, som angriber manden med bolden. Derfor skal vi have gang i en hurtig boldcirkulation, og vi skal være dygtige til f.eks. med lange skift at flytte bolden over i den anden side og udfordre dér, hvor tyrkerne er tyndt besat«.

Larsen starter ude
Primært Thomas Gravesen, men også Christian Poulsen skal være gode til de lange diagonalafleveringer ud mod fløjene, hvor Martin Jørgensen og Dennis Rommedahl, der på dagsformen efter alt at dømme foretrækkes for Jesper Grønkjær på højrekanten, skal bryde igennem og lægge op til chancer.

Morten Olsen synes at vælge Jon Dahl Tomasson som førsteangriber med Claus Jensen bag ved, mens store Søren Larsen holdes parat på bænken som indskifter i anden halvleg.

Det er vigtigt, at Claus Jensen og fløjspilleren i den modsatte side søger ind i feltet og støtter Tomasson, når der kommer indlæg, ellers kan tyrkerne alt for let lukke af for danske afslutninger.

Dennis Rommedahl, med den 'beskedne' teknik, men enorme hurtighed, virker meget oplagt for tiden, og han kan blive det farligste danske våben, når omstillingsspillet sættes i scene ved bolderobring, og den tyrkiske defensiv er i ubalance.

Startalent klar til kamp
Formentlig har Morten Olsen bestemt sig for, at bruge stortalentet Daniel Agger i det centrale forsvar ved siden af Thomas Helveg.

Nogle stiller spørgsmål ved Helvegs hurtighed i en alder af 34 år, og spørgsmålet er på sin plads. Men Helveg plejer at kunne kompensere med overblik og rigtige beslutninger og placeringer, og han er betydningsfuld som 'rådgiver' for 20-årige Agger.

Morten Olsen har givetvis overvejet at anvende Michael Gravgaard i stedet for Daniel Agger. Gravgaard er også uerfaren i landsholdssammenhæng, men han er ældre og mere menneskeligt moden end Brøndby-stopperen.

Imidlertid viste Agger store kvaliteter i opgøret mod Ajax Amsterdam, og han er en rolig og fornuftig fyr, som sikkert vil kunne holde hovedet koldt og klare sig, når tyrkerne kommer stormende, tilskuerne teer sig og brøler som gale, og stemningen kommer op på kogepunktet.

Danskerne skal spille både med hjertet og hjernen i Istanbul - for at vise, at de udgør et hold med slutrunde-kvaliteter.