»Han er et fund, en fantastisk spiller«. Det er svært at være uenig med FC København-formanden Flemming Østergaard i omtalen af Michael Gravgaard, den 27-årige forsvarer, der kom til hovedstaden fra Viborg og lynhurtigt her i efteråret er blevet en af dansk fodbolds store profiler. Han har fået landsholdsdebut, han scorede mod England, han har scoret for FCK i UEFA Cup-kvalifikationen, og søndag fejrede han, at han var udnævnt til anfører med sit første superliga-mål for københavnerne i 2-0-kampen mod Silkeborg. Svensson ville ikke Det var ellers meningen, at Bo Svensson skulle have haft kaptajnarmbindet på, fordi Tobias Linderoth var i karantæne, men Svensson sagde fra, fortalte træner Hans Backe. Svensson - der blev skældt ud af formand Østergaard, fordi Svensson var lidt for hurtig til at vinke og sige tak til FCK-fansene efter kampen mod Viborg - ville koncentrere sig om sit eget spil og ikke så meget andet. Michael Gravgaard gik ikke så meget op i, at han var blevet anfører i en enkelt kamp. »Hierarkiet her i FCK er meget lige, så det spiller ikke den store rolle, hvem der er reserveanfører«, sagde midtstopperen, der blev kåret som Man of the Match af både TV3-sporten og FCK-fansene. Højt niveau Gravgaard og Svensson holdt et højt niveau fra først til sidst som en stopperduo, der læste spillet godt, greb effektivt ind og tog de rigtige beslutninger, når bolden enten skulle langt væk eller spilles ud af forsvaret med fornuft. Højreforsvareren Lars Jacobsen var også stærk i perioder - og havde indimellem nogle mærkelige upræcise afleveringer. Han tilbød sig flittigt på højrekanten, og så imponerede han igen med en fornem sparketeknik, da han omsatte det straffespark, som Anders Veller begik mod Álvaros Santos, til 1-0-føringen med et flot vristspark. »Vi havde ellers fået tæmmet dem lidt, og de var på vej til at køre sur i det. De virkede en smule usikre, men da de straks efter pausen så øgede til 2-0, blev det meget svært for os«, sagde Silkeborg-træner Viggo Jensen. Kedelig første halvleg Santos lagde bolden frem til Michael Gravgaard, som flot ekspederede den over ved den fjerneste stolpe til den helt afgørende føring i et opgør, hvor hjemmeholdet havde et meget klart overtag ude på banen og i en lang periode i anden halvleg viste udmærket kombinationsspil, skabte en række farlige afslutninger og havde helt styr på defensiven. Silkeborg fik én eneste nævneværdig chance, da Bajram Fetai sparkede på en svær bold, som Jesper Christiansen uden store problemer klarede. Første halvleg var til glemmebogen: Silkeborg, med den forudseende, boldsikre og kloge Ulrik Pedersen som styrmand, forsvarede sig godt. Og FCK'erne spillede ikke hurtigt nok. Indlæggene var skæve, kantspillerne mistede let bolden, og der manglede rytme i spillet, fordi afleveringerne tit lå bag manden, der skulle modtage bolden i fremdrift. Skuffende venstreside Andre Bergdølmo og Janne Saarinen skuffede, mens Michael Silberbauer og den energiske Santos var med i meget i FCK's bedste periode, hvor afleveringerne lå, hvor de skulle, og der var mere dynamik og kraft i udfordringer og gennembrud. »Vi vidste, det kunne vare en times tid, før der blev god plads til os. Silkeborg låste vores angrebsspil i første halvleg«, sagde Hans Backe, som mindedes, at FCK i sidste sæson kun fik ét point mod midtjyderne. Et gear op Michael Gravgaard følte, at FCK's spil sådan set havde været hurtigt nok fra start, men han pegede på, at modstanderne havde kræfter til at spille koncentreret og bide fra sig i de første 45 minutter. »Efter pausen viste vi, at vi kunne skifte til et højere gear«. 2-0, og så var alle glade, bortset fra de få Silkeborg-fans og FCK-sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm, der var rasende over, at dommer Vejlgaard tillod jyderne at tage flere frispark og indkast (og det er noget, Silkeborg gør meget ud af og kan skabe farligheder på) mange meter længere fremme, end de egentlig var berettiget til. Holmstrøm er god til at være sur på nogen, men søndag havde han altså ret i kritikken af dommeren, som han fremsatte, mens FCK-spillerne var på æresrunde ud til fansene. Bo Svensson var med på hele turen, der varede flere minutter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























