Brøndby klædt af i Århus

Århusiansk jubel efter 1-0-målet sat på straffespark af Jonny Hanssen (midt/lys). - Foto: Erik Kragh
Århusiansk jubel efter 1-0-målet sat på straffespark af Jonny Hanssen (midt/lys). - Foto: Erik Kragh
Lyt til artiklen

De rejste sig, de sang, og de klappede, AGF-tilhængerne. Og de klappede og de klappede og de klappede. Titusind var der af dem på Århus Stadion - og de fik sig en af disse sjældne, smukke, løftende sejre, de har længtes efter så længe. Sjældne som manna i den trøstesløse ørken. Sur uge for mestrene Hele 3-0 blev den århusianske gevinst i dette top-bund-møde i Superligaen - modgangsramte AGF mod et Champions League-drømmende Brøndby-mandskab, der altså endte med at forlade ugen træt, hovedpineramt og arret på stoltheden. Seks mål har holdet indkasseret på fire dage i den hollandske og jyske hovedstad - og nu er topplaceringen i ligaen overtaget af FC København. Syv kampe skulle der spilles, før ambitiøse AGF oplevede at vinde. Og det var en sejr, der kom som savnet rynkecreme til et træt svensk træneransigt. Sören Åkeby er blevet slidt af modgangen, men kampen søndag aften - den kloge, disciplinerede og viljestærke AGF-indsats - gav cheftræneren ekstra rankhed, ja selv det røde slips virkede veloplagt, da han takkede sine spillere for præstationen. Kontrolleret udnyttelse Og en flot præstation var det - ikke i ren elegance, men i kampinstinkt og kontrolleret udnyttelse af de muligheder, der opstod. Og som var et resultat af årvågenhed. AGF var i første halvleg parat til at lade sig 'belejre' af Brøndby - men i lige så høj grad var spillerne parate til at udnytte de blottelser, Brøndby-favoritterne gav. 'Designer-straffespark' Og den første, men ikke sidste, kom i det sjette minut, da Markus Lantz kiksede en boldmodtagelse og satte et AGF-kontraløb i gang. Sidste station var tankforwarden Morten Rasmussen, der trak uden om målmand Karim Zaza, der, naturligvis, dykkede ned i fødderne på Rasmussen, og, naturligvis, begik straffespark. Et af den slags, der er uundgåelige - og som vel må kaldes et 'designer-straffespark'. Jonny Hanssen scorede, AGF var i front - og Brøndby satte belejringen i gang. Mange høje bolde ind i feltet, flere nærgående hovedstød, alt sammen helt klassisk. Uden bid Men biddet manglede, Brøndby formåede ikke at holde AGF'erne i en skruestik - de vred sig løs og var giftige som skorpioner, når de ræsede frem ad banen. Og lige før pausen havde Morten Rasmussen, som holdt både Per Nielsen og Daniel Agger i fast arbejde, tæt på at score, men hans hovedstød på Thomas Lindrups kontra-aflevering ramte den ene stolpe. Brøndby stillede med et mandskab, der var ændret på flere pladser i forhold til de seneste kampe, bl.a. Ajax-opgøret. Friske folk Karim Zaza var tilbage i målet, Stefan Schmidt kom ind på midtbanen i stedet for Martin Retov, Asbjørn Sennels var på venstreback-pladsen erstattet af Kim Daugaard - og nyindkøbte Thomas Rasmussen debuterede på venstre fløj. Altså friske folk på banen, og det gav Kasper Lorentzen en plads på bænken. Men Brøndby måtte rokere rundt på flere pladser, da Thomas Rytter midt i første halvleg blev så skadet, at han måtte lade sig skifte ud. Cheftræner Laudrup sendte Lorentzen ind på venstre flanke, trak Thomas Rasmussen tilbage som back - og sendte alt-mulig-Daugaard over som højre back. Århusiansk dagsorden Dette kan dog ikke forklare, at Brøndby efter pausen - hvor et endnu mere markant stormløb var ventet - aldrig fik håndtag i initiativet. AGF blev mere udfordrende, måske fordi man fornemmede, at mestrene havde svært ved at omstille sig fra Ajax-alvoren til 'bare AGF'. Under alle omstændigheder var det hjemmeholdet, der satte dagsordenen - og ikke mindst Morten Rasmussen, der to gange fik pragtfulde dybdeafleveringer fra Navid Dayyani og Jesper Sørensen, og som begge gange udfordrede Karim Zaza. Og vandt. 'Endelig' Første gang løfte Rasmussen bolden over Brøndby-målmanden, anden gang trak han uden om Zaza, sprang designer-straffesparket over og sendte bolden direkte i nettet. Smukke detaljer, smukke mål - skabt for øjnene af en træner og publikum, der kunne trække vejret dybt og sige til sig selv: Endelig. »Vi spillede med fantastisk inspiration, og vi var klar til at fange bolden på midten af banen og støde frem«, lød det fra AGF's glade anfører Jesper Sørensen. Dyrt nederlag Derimod var der alvor i stemmen hos Brøndby-chef Laudrup, der for anden gang måtte konstatere, at hans spillere ikke kunne mande sig op til ordentlige superliga-præstationer i kølvandet på europæiske kampe - først uafgjort mod Horsens og nu et nederlag i Århus. Og det sidste ser endda ud til at blive ekstra dyrt: En knæskade til Thomas Rytter og måske et kindbensbrud til anfører Per Nielsen, der stødte sammen med holdkammeraten Thomas Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her