Seks finaler på bjergtoppe - værsgo' der er dækket op til klatrespecialisterne, når sæsonens sidste store nationale cykelrundtur, Vuelta a Espana, lørdag i Granada indbyder til tre ugers og 3.368 kilometers strabadser på den iberiske halvø. Indledningsvis er det flade syv km i direkte dyst mod uret i det sydlige Spanien, der står på programmet, men de tjener udelukkende til at finde den første indehaver af den eftertragtede ledertrikot. Andre kvaliteter kræves I den sidste ende kræves helt andre kvaliteter for at bringe den i hus 18. september i Madrid, selv om aktørernes tempoegenskaber også i denne 60. udgave af Vueltafærden kommer til at spille en væsentlig rolle. For godt nok er alle eksperter enige om, at triumfatoren i den spanske hovedstad vil være en rytter med exceptionelle evner på stigningerne, men ruteføringen viser altså også, at det er nødvendigt med en anselig og særdeles veludviklet motor til de mere lige strækninger. To enkeltstarter Ud over lørdagens overkommelige distance venter nemlig yderligere to enkeltstarter - på 9. etape og på næstsidste dagen - hvor de bjergstærke specialister så absolut ikke bare kan gemme sig. Men når det er konstateret, kan det heller ikke skjules, at rytterne med det helt dunlette, elegante tråd i benene, når det går åndeløst opad, er tilgodeset i overvældende grad. For det er finalerne i det nordlige Spanien - på 6., 10., 11., 13., 14. og 15. etape - der vil gøre forskellen. De er uhyggeligt krævende, og de lægger op til en ny jubelfærd for hjemlandets Roberto Heras, der efter tre triumfer og nogle sæsoner i tjeneste hos Lance Armstrong atter har fået fuldstændig frit spillerum som kaptajn hos Liberty Seguros. Heras favorit Heras var egentlig ventet fremme på scenen tidligere i sæsonen, men sådan skulle det ikke være. For selv om den ambitiøst og globalt satsende Liberty Seguros-boss Manolo Saiz havde gjort sig tanker om opmuntrende Heras-bedrifter ikke mindst i Tour de France, hersker der ingen tvivl om, at mandskabets hovedprioritering koncentreres om Vueltaen - og her bliver Roberto Heras altså meget vanskelig at overtrumfe. Hvilket løb er hårdest? Endnu en gang vil den uendelige diskussion blusse op om, hvorvidt Tour de France, Giro d'Italia eller Vuelta a Espana er den hårdeste af de maksimale etapeløbsudfordringer, som sæsonen stiller de professionelle pedalatleter overfor. Det klare svar er, at Touren under alle omstændigheder samler det mest stjernespækkede felt - også selv om de nye ProTour- tilstande nu forpligter alle mandskaber, som er indlemmet i denne cykelsportens superliga, til at stille op i den gennemgående løbsserie. Men i reglerne er trods alt ikke nedfældet krav om, at holdene også skal møde med den absolut stærkeste repræsentation, hvilket da også ville være et helt urimeligt forlangende. Tre danske deltagere Den danske medvirken i Vuelta a Espana er begrænset til CSC's Jakob Piil, Nicki Sørensen og Allan Johansen. Men i betragtning af den forbløffende rødhvide dominans i årets Tour, hvor det kun var en duo, der repræsenterede den hjemlige cykelsport, er der måske ikke grund til at lægge låg på forventningerne. »Jeg skal vinde en etape. Der er ikke så meget at snakke om. Efter alle de uheld, jeg har været ude for i denne sæson, er Vueltaen mit løb. Det er her, jeg skal markere mig, og det er også her, jeg skal opbygge selvtilliden til VM om en måned i Madrid. De tre uger i Spanien skal sørge for, at jeg ankommer i den rigtige form, for jeg har bestemt en VM-medalje i tankerne«, lyder den uhyre optimistiske vurdering fra Jakob Piil. Og CSC-sportsdirektør Kim Andersen, der i 1981 selv slog til på en etape i Vuelta a Espana, er da også efter en netop overstået Deutschland Tour styret ind på spændende ambitioner. »Jeg håber, vi over en bred front kan levere en klart bedre indsats end sidste år. Det var bestemt flot, at Carlos opnåede en sjetteplads i 2004, men som hold betragtet kunne jeg godt have ønsket, at vi havde markeret os stærkere. Jeg mener, vi denne gang har truppen til at kunne gøre det. Selvfølgelig vil det i klassementssammenhæng stadig være Carlos det handler om, men jeg føler mig overbevist om, at vi vil kunne være med fremme på adskillige etaper«, siger Kim Andersen. »Vi skal i hvert fald også sørge for at hævde os i ProTour holdkonkurrencen, det er et helt klart mål for os at gå efter den samlede sejr. Vi mistede lige førstepladsen i Deutschland Tour, og nu skal vi jo så sørge for at få den tilbage i Spanien. Og det handler jo i første række om et kapløb med Phonak«, fastslår Kim Andersen. CSC er i Vuelta-sammenhæng bygget op omkring én decideret kaptajn, Carlos Sastre, som er den eneste, der kan tillægges muligheder for at klare sig i klassementet. Afbud fra Gusev Men der er det pudsige ved CSC-truppen i Vueltaen, at flere af rytterne endnu ikke har sikret sig kontrakt for den kommende sæson. Det gælder i første række hovedpersonen Carlos Sastre, men det er noget nær uvirkeligt at forestille sig, at han ikke også i de kommende sæsoner skulle være en del af det dansk baserede kollektiv. I sidste øjeblik blev den danske repræsentation i går udvidet, da Allan Johansen, som længe har været stærkt opsat på at få en chance på de spanske landeveje, trådte ind som erstatning for russeren Vladimir Gusev. ' Sidstnævnte havde ellers set frem til den forestående opgave med store forventninger, men nu er han ramt af en skade. Fortsætter formentlig på CSC Gusev er blandt dem, der endnu ikke har forlænget aftalen med Bjarne Riis, men det forekommer ganske usandsynligt, at den uhyre talentfulde østeuropæer, som Riis har lanceret på den internationale scene, ikke skulle være interesseret i at fortsætte samarbejdet. Det samme gælder amerikaneren Christian Vande Velde, der ligeledes hører til dem, der ikke er sikret ansættelse næste år. I den kategori er også spanieren Manuel Calvente, men hvor det for sidstnævntes vedkommende er slut med den danske forbindelse, forekommer det sandsynligt, at Vande Velde fortsætter. Det må nok også erkendes, at Team CSC efter fire år skiller sig af med Thomas Bruun Eriksen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























