Sønderjyder straffede fynsk arrogance

Peter Sand blev matchvinder for SønderjyskE. - Foto: Ole Frederiksen
Peter Sand blev matchvinder for SønderjyskE. - Foto: Ole Frederiksen
Lyt til artiklen

Det skulle have været et knips med fingrene for OB, men der kom noget i vejen. Noget Sand. På den skønne augustsøndag formåede fynboerne aldrig at effektuere sin 'sikker-sejr'-attitude mod et jysk hold, der nægtede at give op og bøje sig for scoringstavlens kendsgerninger - et jysk hold, som havde et nærmest historisk rygstød for at rejse sig til sejr, trods bagud 2-0: Nemlig mirakelkampen fra 1998, hvor OB førte hele 4-0 og 5-1 mod sønderjyderne, men alligevel og ganske sensationelt tabte 6-5. Første udesejr SønderjyskE vandt altså 3-2 - og dermed hentede klubben fra Haderslev sin første udesejr i Superligaen nogensinde. »Vi skal glæde os over de tre point, men også passe på ikke at falde i svime over resultatet«, lød det advarende fra 33-årige Peter Sand efter kampen. Men hans strålende øjne fortalte dog, at han mere glædede sig end 'passede på'. Godt midtvejs i anden halvleg, da OB førte 2-1 og var godt på vej mod den cementerende scoring, fandt Peter Sand lidt modtvungent smilet frem og klappede af OB-tilskuerne, da de - efter at han havde været til tælling efter en hovedstødsduel - sang: 'du ligner Ebbe Sand, du ligner Ebbe Sand'. Sand som matchvinder Og det gjorde lillebror-tvillingen i mere end en forstand, nemlig ikke bare som bror, men også som iskold matchvinder. Men det vidste de morsomme sangere på den fynske fantribune ikke på det tidspunkt. Peter Sand, der fra 1. januar skal indtræde som spillende trænerassistent i SønderjyskE, gav både håb og point med sine to træffere. Det første mål faldt umiddelbart inden pausen, da målmand Arek Onyszko fumlede på baglinjen i en duel med Martin Pedersen, som kunne løfte bolden ind til Sand - og så kom det stille hovedstød, der tog noget af pynten af hjemmeholdet. Som indtil da havde kontrolleret kampen, men som aldrig leverede det rigtig tunge tryk, fordi man tydeligt følte sig overlegen og sikker. Og derfor blev OB'erne hængende fast i en noget arrogant slowfox. Uden fingerknips. Og det andet Peter Sand-mål blev sat ind tre minutter før den officielle spilletids udløb. Nyerhvervede Thomas Rathe, som kom ind i anden halvleg og gav SønderjyskE mere midtbanetyngde, førte målrettet bolden frem, spillede den energiske forward og 2-2 mand, Rasmus Johansen, der blev tacklet af Ulrik Laursen - og bolden blev overtaget af Sand, som 'bare' sparkede den i nettet. Sjove fynboer Hovsa, et sikkert nederlag var vendt til tre grænselandspoint, og nu var der ikke længere 'så stille i Tyskland', som de sjove fynboer ellers havde sunget tidligere. »Jeg vidste lige præcis, hvor jeg ville sætte bolden, så det var bare at gøre det«, lød det fra manden, der ligner Ebbe Sand - og som føler sig langt mere målfarlig, end da han spillede i FC Midtjylland. Fynsk lænestol Når SønderjyskE skal roses for en forbilledlig arbejdsindsats og en indædt vilje til at forfølge det umulige, skal OB'erne samtidig kritiseres for en 'blød' præstation. For det var en kamp, det fynske mandskab burde have vundet gennem det overtag i spil og chancer, man reelt havde. Men der manglede den sidste gnist af alvor i det fynske spil, den sidste grad af kraft. 4-0 sejren over AGF for en uge siden var tilsyneladende blevet en lænestol i den fynske selvopfattelse. Søren Berg var endnu en gang den mest fremtrædende på OB-holdet, hvor også backen Ulrik Vinzents markerede sig fint. Nicolai Stokholm var tilbage i startopstillingen, han var noget famlede i sit spil i første halvleg, men fik en mere betydende rolle efter pausen, hvor der skulle kæmpes om boldene - og han havde også et flot langskud, som den jyske målmand Jesper Mortensen klarede fornemt. Men både han og forsvaret så 'besynderlige' ud, da OB's Ulrik Laursen på flade fødder kunne heade en hjørnesparksbold i nettet, næsten fra kanten af straffesparksfeltet, efter 26 minutters spil. At Mwape Miti kunne gøre det til 2-0 fra en spids vinkel tretten minutter senere, hjalp altså ikke meget. Men hvem pokker kunne vide det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her