Tomålshelten fra VM-opgøret mod Albanien, den nye Schalke 04-angriber Søren Larsen, skal formentlig starte på bænken i venskabskampen mod England i aften. Forklaringen er den, at landstræner Morten Olsen efter alt at dømme vil se Claus Jensen i en offensiv midtbanerolle bag Jon Dahl Tomasson, der så på ny skal indtage positionen som førsteangriber. I form efter rugbytræning Det er opstillingen og spillemåden, som skal anvendes i kvalifikationsopgøret mod Tyrkiet i Istanbul 3. september, der skal afprøves. Og Claus Jensen meldes i fin form - hvad han kan takke en australsk rugbytræner for. Steve Mance hedder manden, der har haft ansvaret for det australske rugbylandsholds fitnesstræning, og som nu herser med Premier League-spillerne i Fulham. »Vi har arbejdet meget med vægte, vi har haft en del boksetræning, og vi har fået løbet en hel del i forsæsonen. Det har været vigtigt og godt for mig«, fortæller Claus Jensen. »Jeg fik jo en stor del af sidste sæson ødelagt af skader. Først blev jeg ramt af en fibersprængning i den ene læg og derefter i et baglår. Jeg har virkelig haft brug for at kunne bygge en solid grundform op«. Første hele kamp i næsten et år »Da jeg spillede de 90 minutter mod Birmingham i lørdags, var det første gang siden september, at jeg var med i en hel klubkamp. Selv om jeg spillede for Fulham i den sidste del af sæsonen i foråret, var jeg enig med Morten Olsen i, at jeg ikke var i så god form, som man skal være til at spille landskampe«. Claus Jensens spillede senest for Danmark nogle få minutter til slut i udekampen mod Ukraine. Han har flere gange ligget bag Jon Dahl Tomasson og været den offensive spilfordeler og skudtrussel fra distancen. Han var bedste dansker i februar 2003, da Danmark vandt 1-0 over Tyrkiet i Adana - og det husker tyrkerne måske. Larsen tilfreds med bænken Søren Larsen vil ikke være skuffet, hvis han skal begynde som bænkevarmer, sagde han i går. »Jeg er ikke 100 procent i form endnu, og det er fint, hvis jeg kan komme ind i anden halvleg. Jeg forstår udmærket, at der skal prøves nogle ting af, og vi er jo mange gode spillere i truppen«. Man kan sagtens mene, at det ville være logisk at bruge Søren Larsen i startopstillingen for at lade ham prøve at fortsætte succesen fra Albanien-kampen. Han er en eksplosiv afslutter, han er stærk i luften og modig. Ny spilopbygning Morten Olsen vurderer imidlertid åbenbart, at Jon Dahl Tomasson vil gøre størst gavn helt i front mod tyrkerne i stedet for i rollen som hængende angriber, og at der skal en mand med Claus Jensens kvaliteter og egenskaber til at gøre angrebsspillet mest effektivt i Istanbul. Systemet ændres ikke, men spilopbygningen bliver en lidt anden. Med Claus Jensen kommer der en ekstra kreativ, boldspillende type til at sætte kombinationsspil i scene på midtbanen. Så (uden Larsen) er der til gengæld ingen stor, luftstærk, aggressiv forward i front til at vinde hovedstødsduellerne, kan man påpege. Men landstræneren ved alt om tyrkerne, og ud fra det foretager han valg af spillertyper til 4-2-3-1-opstillingen. Det er Tyrkiet-Danmark, det hele drejer sig om - selv om godt 40.000 kommer i aften for at se de engelske stjerner mod Olsens mandskab. Den røde tråd »Jo, vi vil forsøge at slå England - der er jo prestige på spil. Men vi tænker på Tyrkiet«, sagde træneren i går. »Vi skal tage den røde tråd i vores spil op igen efter sommerpausen, og jeg håber, at vi kan spille fodbold med begejstring - og at englænderne vil være med til at skabe en god kamp«. »Resultatet er ikke retningsvisende for kampen i Tyrkiet. Om et par uger er spillerne i endnu bedre træning og har fået et par kampe flere i benene«. Mange ubesvarede spørgsmål Spændende bliver det især at se: Om Jesper Grønkjær er ved at komme op i omdrejninger efter skiftet til VfB Stuttgart. Om stopperduoen Per Nielsen og Daniel Agger kan vise international klasse. Og, selvfølgelig, om det fungerer med Claus Jensen bag Tomasson. Søren Larsen skal nok komme på banen. Det gør Thomas Kahlenberg, der er startet så godt hos Auxerre, sikkert også. Og Michael Gravgaard får formentlig debut i midterforsvaret til sidst. Der kommer yderligere tre indskiftninger i en interessant dyst, hvor resultatet ikke er supervigtigt, men en stærk dansk præstation vil løfte optimismen, før det går løs på den sidste del af VM-vejen mod slutrunden i Tyskland næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























