En kæmpemæssig Pacman, det glubske gule monster fra videospillenes barndom, åd sig henover det stemningsfyldte Brøndby Stadions ene tilskuerlangside, fortærede 'Ajax' og efterlod 'Brøndby' med store gule bogstaver som optakt til kampen. Helt så simpelt gik det ikke, da Champions League-dysten først kom i gang, og en danskhollandsk konfrontation i europæisk klubfodbold er da traditionelt også en næsten uløselig opgave. Da FC København i 2001 eliminerede Ajax med 1-0 sammenlagt, var det således første gang i 11 forsøg, det lykkedes en dansk klub at gå videre på bekostning af en hollandsk. Snert af håb For at det skal ske i denne version af det danskhollandske møde, skal Brøndby tage til Amsterdam og vinde - eller spille 3-3, men udligningen i sidste sekund gav trods alt Brøndbytræner Michael Laudrup en snert af håb. »Først og fremmest er jeg glad for de svar, denne kamp gav. Vi var alle meget spændte på at måle os mod et hold, der rangerer i bunden af de bedste eller måske i toppen af de næstbedste, og på den baggrund synes jeg, vi leverede en utrolig flot indsats«, vurderede Michael Laudrup. »Vi spillede rigtig klogt i første halvleg, hvor vi ud over et mål skaber tre meget store målchancer. Det er utrolig flot mod et hold som Ajax. I anden halvleg lagde vi godt ud og havde en god chance til Martin Retov, så deres scoring til 2-1 var en spand koldt vand i hovedet. Dernæst var det Ajax, der havde nogle chancer, men alligevel var det os, der sluttede bedst af og både ramte overliggeren og fik udlignet. Alt i alt kan jeg kun være tilfreds, om end jeg synes, vi resultatmæssigt kunne have fortjent lidt mere«, mente Brøndby-træneren. Ajax-træner tilfreds Ajax-træner Danny Blind var også tilfreds med resultatet, det var i hvert fald hvad »ich bin tefres mit de resuldad« på klingende hollandsk lød som om, men ellers handlede hans dialog med den hollandske presse om, hvorfor han havde udeladt Wesley Sneijder i startopstillingen på bekostning af en småskadet Nourdin Boukhari. »Man kan ikke indskifte en spiller, der er tvivlsom. Skal man bruge ham, er det fra start, og han holdt da også til midt i 2. halvleg«, var ræsonnementet fra Ajaxtræneren. Returkampen ser Michael Laudrup - naturligvis - som en svær opgave, men forskellen på 1-2 og 2-2 fremhævede begge trænere som helt afgørende. »Nu skal Brøndby kun score en enkelt gang«, som Danny Blind konstaterede efter at have givet den simple opskrift på, hvordan Ajax undgår de problemer, der opstod i forsvaret, når Brøndby sendte høje bolde ind i forsvarszonen: »Vi skal spille så langt væk fra vores mål som muligt«. Tre angribere For Brøndby var situationen at stå over for tre angribere en ny i forhold til 'den hjemlige andedam', som Laudrup konstaterede. »I Babel og Pirnaar stod vi overfor to angribere, der er hurtigere end nogen i den danske Superliga. Det var anderledes, men det første mål var resultatet af en lille blunder, og ved det andet før han to kontraer med sig og banker den op i det ene målhjørne. Det kan man ikke rigtig laste nogen«, konstaterede Laudrup, der selv har prøvet at rejse fra Danmark med et endnu bedre resultat, da han med Real Madrid vandt 3-2 i Odense - og tabte 2-0 i Madrid. Resultatet glædede også den danske talentspejder i fjendens lejr. »Brøndby imponerede mig fra starten, men jeg synes det var tydeligt, at vi endnu ikke er oppe i omdrejninger. Efter det blev 1-1 synes jeg imidlertid, vi kom meget bedre med i spillet«, konstaterede den tidligere landsholdsspiller John Steen Olsen, der er den hollandske klubs 'forlængede øje' i Norden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























