Spydkast er en dyb passion hos de fleste sportsglade finner. Dagen for mændenes finale i landets traditionelle paradedisciplin er en særlig dag, som mange finner har set frem til med stor forventning. Og i går var det så blevet tid. Adskillige atletiklegender som Sebastian Coe og Sergej Bubka med flere var mødt frem for at kaste glans over den konkurrence, der gerne skulle skaffe værtslandet den første medalje ved VM - og helst af guld. For årets bedste spydkaster indtil VM var værternes 22-årige Tero Pitkämäki, men det skulle vise sig at blive en hård aften for det unge stortalent, der også mødte frem med årets længste kast på 91,53 meter. FInnerne skreg Da han skulle kaste første gang, skreg alle de finske tilskuere som af én hals for at 'bære hans spyd længere' end alle andres, men de opdagede hurtigt, at det ikke var nok denne aften. Deres store håb lagde svagt ud, og siden kom han aldrig op i det gear, der har kendetegnet hans mange vundne konkurrencer i år. Trods enorm støtte ved hvert eneste kast kunne Pitkämäki ikke levere varen, når det var allermest nødvendigt. Og hans øjne kunne ikke lyve. Der var mange nerver på, og han var ked af, at det ikke ville lykkes. Som danske Joachim B. Olsen sagde efter sin 7.-plads i kuglefinalen: »Det er her, det tæller. De gode resultater før VM betyder ikke en skid«. Finnens bedste kast blev 81,27 meter, men det rakte ikke til en medalje i det stærke felt i Helsingfors. Det blev i stedet til den ubehagelige fjerdeplads. Outsideren Andrus Värnik fra Estland overraskede de tre topfavoritter, der foruden Pitkämäki var Norges olympiske mester, Andreas Thorkildsen, og Ruslands meget rutinerede kaster Sergej Makarov. Värnik overtog styringen 87,17 smækkede Värnik sit spyd ud på i fjerde forsøg, hvorefter han overtog styringen af konkurrencen. Thorkildsen gav sig dog ikke uden kamp, han kastede 86,18 i næstsidste forsøg, men nærmere kom han ikke sejren, og det gjorde Makarov heller. Russerens bedste notering kom i sidste forsøg med 83,54. De finske værter har altså stadig ikke skaffet sig en medalje, og det ser man alvorligt på heroppe. Spadsereturen hjem gennem regnen foregik stille. 'Lille' og sej VM's tikamp blev en spændende affære. De fleste havde regnet med, at den olympiske mester fra Athen, den tjekkiske verdensrekordholder Roman Sebrle, ville dominere konkurrencen og udskifte sin VM-sølvmedalje fra Paris med en af guld. Men han var ikke den bedste til at tackle de elendige vejrforhold i Helsingfors, og i fravær af USA's regerende verdensmester, Tom Pappas (skadet), viste dennes landsmand Bryan Clay sig at være en rigtig god erstatning. Gennem det meste af de to konkurrencedage var Clay i spidsen, og da den niende disciplin, spydkastet, gik i gang, førte Clay med over 200 point foran Sebrle. Amerikanerens første forsøg i spydkast satte tjekken og de andre konkurrenter under yderligere pres, for han satte personlig rekord med 70,42 meter, efterfulgt af en yderligere forbedring til 72 meter. Det lignede en afgørelse af tikampen. Sikker guldvinder 25-årige Bryan Clay, der fik sølv efter Sebrle i Athen, førte før sidste øvelse, 1.500-meteren, med 356 point. Det var så meget luft, at selv om han præsterede et svagt løb, var han sikker guldvinder med 8.732 point (årets bedste). Sebrle fik 8,521, og Attila Zcivoczky fra Ungarn tog bronzen med 8.385. De sidste finaler i aftes gav favoritsejr på kvindernes 400 meter til Tonique Williams-Darling (49,55) i et spændende opløb foran USA's Sanya Richards og Mexicos tidligere verdensmester Ana Guevara. Det blev til gengæld overraskende guld til USA's 19-årige collegemester Tianna Madison i længdespring med 6,89 foran Ruslands Tatjana Kotova og Frankrigs Eunice Barber, der altså ikke kom højere op på skammelen end hun gjorde med andenpladsen i syvkamp. Og i aftenens sidste indslag - mændenes 1.500 meter - forsøgte USA's Alan Webb sig for 117. gang med et overraskelsesangreb langt fra stregen, og igen blev han hentet, hvorefter Rashid Ramzy fra Bahrain tog guldet (3.37,88) foran Adil Kaouch fra Marokko og Portugals Rui Silva. Alle disse folk fik altså metal med hjem - Tero fik kun erfaringen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























