CSC-kaptajnen Ivan Basso triumferede med en solid samlet sejr i etapecykelløbet Danmark Rundt foran holdkammeraten Kurt-Asle Arvesen og Rory Sutherland fra Rabobank. Den afsluttende sjette etape med start i Slagelse sluttede med en massespurt på Frederiksberg, hvor Andre Greipel fra Team Wiesenhof var hurtigst foran Tomas Vaitkus fra AG2R. Bassos præstation lover godt Ivan Basso har undervejs knust al modstand med fire etapesejre - til stor tilfredshed for CSC-direktør Bjarne Riis: »Det har været en fantastisk og exceptionel uge, hvor vi har vist, at vi har et stærkt hold, og at Ivan Basso har været suverænt god. Jeg vidste godt, han ville komme i god form og med den rette motivation, men det han har præsteret, har langt overgået mine vildeste forventninger. Det giver et fantastisk perspektiv for de kommende år«, sagde Bjarne Riis til Ritzau. Tiljublet over alt Ivan Basso er blevet tiljublet overalt, hvor han er kommet frem i Danmark. Det gjalt også den afsluttende rundstrækning på sjette og sidste etape, 165 kilometer fra Slagelse til Frederiksberg, hvor der ventede rytterne 10 omgange a seks kilometer på Frederiksberg, inden afgørelsen faldt. Og som ventet blev den afgørelse til en sag for sprinterne, omend der var flere udbrudsforsøg i løbet af dagen. Det passede Ivan Basso perfekt, og smilende gled han over målstregen til sejren, som han sætter højt i karrieren. »Jeg har følt mig godt tilpas, og jeg vandt fire etaper undervejs, hvilket jeg ikke havde troet, ville være muligt. Efter etapen til Vejle, følte jeg mig sikker på den samlede sejr, for derfra havde jeg kontrol«, sagde Ivan Basso, der som den eneste af de 96 sluttende ryttere formåede at bruge under 20 timer på de 849 kilometer rundt i Danmark.
Basso hyldet som vinder af Danmark Rundt
Lyt til artiklen