Ulmen blandt stjernerne i Madrid

Noget tyder på, at Michael Owen snart er at finde i Premier League igen, for trængslen i frontkæden hos Real Madrid er efterhånden grotesk, og chefen vil ikke sure miner over en plads på reservebænken.   Arkivfoto: Rich
Noget tyder på, at Michael Owen snart er at finde i Premier League igen, for trængslen i frontkæden hos Real Madrid er efterhånden grotesk, og chefen vil ikke sure miner over en plads på reservebænken. Arkivfoto: Rich
Lyt til artiklen

Utilfredse spillere er ikke velkomne i Real Madrid og har værsgo at finde andre græsgange. Så kontant er udmeldingen fra Real Madrids brasilianske træner Vanderlei Luxemburgo. »De, der ikke er tilfredse, kan få lov at rejse. Jeg vil ikke se sure ansigter her. Alle skal være tilfredse, ellers er vi ikke i stand til at lave et vinderhold«, siger han til sportsavisen Marca. Opsang til stjerner Udmeldingen må formodes at være direkte henvendt til spillere som Luis Figo, Michael Owen, Guti og ikke mindst verdensmesteren Ronaldo, der sidste sæson troede, han var sikret en plads i startopstillingen, fordi han er landsmand med Luxemburgo og i slutningen af sæsonen blev offer for madrilenske pibekoncerter, fordi tilhængerne mente, han var for tyk og for useriøs. Kongeklubben, der er uden titler i to år, har netop forstærket forreste række med to brasilianske angribere; den spinkle supertekniker Robinho og den fysisk stærke Julio Baptista. Derfor har Luxemburgo ved samme lejlighed meldt ud, at han ikke kan tilbyde nogen spillere sikre startpladser. De to angriberes ankomst har rejst tvivl om fremtiden for flere af klubbens 'gamle' angribere, der formentlig syntes, konkurrencen var hård nok i forvejen. Nu får de valget mellem at finde sig i den hårde konkurrence eller rejse. Owen på vej til Newcastle? Fodboldeksperten Birger Peitersen forstår godt trænerens udmelding. »Nogle har svært ved at skjule deres manglende entusiasme ved ikke at være stamspillere. Det har stor indflydelse på kvaliteten og intensiteten af træningen og smitter af på de andre spillere«, siger han. Med de to nyindkøb har Real Madrid seks topangribere til to pladser. Det er for mange, mener Birger Peitersen, der tror, at klubben vil forsøge at skille sig af med Ronaldo eller Michael Owen eller dem begge for at skabe balance. Den sidstnævnte er der bud efter fra i hvert fald Manchester United og Newcastle. Kræver åbenhed Den hårde konkurrence til startopstillingen er dog ikke nødvendigvis til skade for holdet, selv om det giver træneren et svært job. »Det afhænger af, hvordan træneren tackler udfordringen, og om der er åbenhed fra trænerens side, så han siger: vi har disse muligheder, og det betyder, at du kun skal forvente at spille 10 kampe og så videre. Kender spillerne deres rolle, kan det blive en styrke. Ellers er det en ulempe«, siger Birger Peitersen. Woodgate på banen Real Madrid valgte i mandags at sælge den argentinske forsvarer Walter Samuel til italienske Inter efter kun et år i klubben. Han blev udset til en plads i centerforsvaret ved siden af Iván Helguera, og selv om han spillede fast hele sidste sæson, levede han ikke op til de skyhøje forventninger. Hans afløser er dog allerede at finde i truppen, idet den tidligere engelske landsholdsforsvarer Jonathan Woodgate endelig skulle være i nærheden af kampformen. En lårskade holdt ham fra at debutere hele sidste sæson, efter han blev hentet i Newcastle for næsten 150 millioner kroner. Real Madrid indleder La Liga 28. august ude mod oprykkerne fra Cádiz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her