'Jeg overgiver mig ikke'

Den prikkede trøje tilhører Michael Rasmussen i årets Tour. Det står fast efter løbets 18. etape. - Foto: AP
Den prikkede trøje tilhører Michael Rasmussen i årets Tour. Det står fast efter løbets 18. etape. - Foto: AP
Lyt til artiklen

For første gang nogensinde er det en dansker, der skal hyldes på podiet i Paris som feltets bedste klatrer. Alligevel var den ærgerrige dansker langt fra tilfreds ned sig selv, da han kom i mål på 18. etape. 'Ikke god nok i dag' Rabobank-rytteren tabte 37 sekunder til rivalen om den samlede tredjeplads, Jan Ullrich, der nu blot er 2,12 minutter efter. »Jeg var bare ikke god nok i dag. Der er ikke så meget hokus-pokus i det. Jeg havde håbet på mere, men det var ikke tilfældet, for benene var ganske enkelt ikke til at gøre en forskel i dag. Der var ikke mere at skyde med, og det skuffede mig lidt«, sagde Michael Rasmussen til Ritzau. Rasmussen kom ind 37 sekunder efter Lance Armstrong, Ivan Basso, Cadel Evans og Jan Ullrich, der igen var langt efter en udbrudsgruppe, der igen i dag fik lov til at køre. 'Jeg har nået mine mål' Men danskeren kunne dog godt finde tilfredshed med at have vundet trøjen. »Det er skønt, at jeg på den ene eller den anden måde kommer på podiet i Paris. Jeg er jo bjergrytter, så det er en ovenud stor tilfredsstillelse, at jeg har nået det mål. Jeg havde to store målsætninger, da jeg kom til Touren. Den ene var at vinde en etape og den anden var at vinde den prikkede bjergtrøje. Jeg har nået begge mål, og det er ikke mange ryttere forundt at få alle ønsker opfyldt«, sagde Michael Rasmussen. Med til at køre udbryder ind Den helt store konkurrent i kampen om den prikkede trikot var Oscar Pereiro Sio, der da også forsøgte at komme med i et udbrud fra dagens start. Det betød, at Michael Rasmussen og resten af Rabobank-mandskabet kom på hårdt arbejde fra starten i Albi, 189 kilometer fra Mende. Og forsvaret af trøjen kom til at koste, da den sidste stigning indfandt sig, mente den danske rytter. »Jeg tror, jeg brugte lidt for mange kræfter«, sagde Michael Rasmussen, der ikke kunne følge med, da CSC s Ivan Basso satte et jernhårdt tempo op ad de tre stejle kilometer mod mål, hvor stigningsprocenten nåede op over 10. Har ikke overgivet sig Michael Rasmussens tidstab betyder, at afstanden til Jan Ullrich, blot er 2,12 minutter inden lørdagens enkeltstart i St. Etienne over 55,5 kilometer. En afstand, der i teorien bør sende specialisten Ullrich frem på tredjepladsen, men Michael Rasmussen overgiver sig ikke frivilligt. »Havde det været en flad enkeltstart, ville jeg have lagt mig ned med det samme, men det er en svær og teknisk krævende rute, så jeg vil forsøge mig så meget, som det er muligt. Men det bliver ikke nemt, for Jan er udpræget specialist«, sagde Michael Rasmussen. Lance tror ikke på danskeren Den førende rytter, Lance Armstrong, der er godt på vej til sin syvende samlede sejr, tror dog ikke på Rasmussens podieplads længere. Jan Ullrichs temporidt er ganske enkelt for skræmmende, mener texaneren. »Det bliver Basso og Ullrich, der kommer på podiet. De 37 sekunder Rasmussen tabte i dag, bliver desværre afgørende. Trist, for jeg mener, han har kørt et modigt løb«, sagde Lance Armstrong. Ullrich fortrøstningsfuld Jan Ullrich glædede sig over den minimerede afstand. »Hvert sekund tæller, så at tage 37 sekunder var godt. Jeg tror nu stadig, det bliver en hård kamp på lørdag«, sagde Jan Ullrich. Rasmussen: Det betyder ikke så meget... Michael Rasmussen forsøgte da også at gøre så lidt som muligt ud af, hvad den endelige placering i klassementet bliver. »Alt andet end det, jeg har, er ren bonus. Hvis jeg bliver nummer tre eller fire i klassementet, så er det heller ikke så tosset endda«, sagde Michael Rasmussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her