Mens australieren Robbie McEwen skød nærmest fantomagtigt frem fra en tilsyneladende håbløs position og i en massespurt af fornemste format for øjnene af den hidtil mest omfangsrige tilskuerskare i årets Tour de France sikrede sig sin anden etapesejr, glæder Bjarne Riis sig over, at den lange, seje, indledende fase i verdens skrappeste cykeludfordring lakker mod enden. Uforudsigelig fase forude »Lidt sol og lidt bjerge, så skal det nok gå. Det første ser det ud til, at vi langt om længe får, og stigningerne står lige for døren. Jeg glæder mig i hvert fald over, at vi nu omsider kommer til nogle etaper, hvor der kan ske andet end det temmelig forudsigelige«, lyder det fra en afslappet chef for Team CSC efter de 228,5 km, som førte Touren fra Lunéville ind over den tyske grænse til Karlsruhe. »Vi er sluppet nogenlunde helskindet gennem denne periode. Det var selvfølgelig alvorligt nok med David Zabriskies uheld, og for at gøre ondt værre var han impliceret i et styrt igen her på etapen til Karlsruhe, uden at han vist kom noget alvorligt til. Men i det store og hele står vi virkelig stærkt rustet til fortsættelsen med en Ivan Basso, der har klaret sig glimrende gennem denne uge«. Den offensive del Bjarne Riis er overbevist om, at der på lørdagens etape med fire bjergspurter lige i starten vil køre et tidligt udbrud af sted. »Dér må vi forsøge at være repræsenteret. Og så må vi se, om Discovery Channel vil tage ansvaret og optage jagten på det lange flade stykke, der følger. For sprinterholdene vil næppe, da deres trumfer ikke kan komme med op over det sidste bjerg. Under alle omstændigheder er det den offensive del af vores rolle i Touren, der nu skal tages hul på«, siger Riis. Glad McEwen Hvor alvoren nu begynder for CSC, er den sat på pause for den 33-årige McEwen, som sammen med de andre sprintere sandsynligvis må vente til på fredag med atter at kunne kæmpe med om sejren. »Jeg føler mig i mit livs form. Det gjorde jeg også i 2002. Så steg niveauet yderligere lidt i 2004, og nu har jeg taget endnu et skridt. Mange siger til mig, at jeg med min alder snart må være færdig. Så svarer jeg bare, at jeg godt nok bliver ældre, men også bedre. Og fra nu af forbereder jeg min tredje sejr i denne Tour«, sagde en sprudlende veloplagt Robbie McEwen på pressemødet efter gevinsten. »Det var en meget uorganiseret spurt, der udviklede sig, fordi de glimrende vejforhold gjorde, at en hel klump af ryttere kæmpede i front, og ingen var i stand til at styre situationen. Jeg sagde til mine folk, at de blot skulle tage det roligt og holde sig lige bag den forreste masse, men det var da lidt hasard. Endnu ved 1.000-meter mærket lå jeg temmelig langt tilbage, men så råbte jeg til Fred Rodriguez, at han skulle køre mig frem i højre side. Igen var det en satsning, for egentlig var der ingen åbning at få øje på. Men pludselig var der plads mellem Baden Cooke og barrieren, og dér smuttede jeg så igennem. Med 50 meter tilbage var jeg i front, det var lige ved at være for tidligt, men det lykkedes altså. Det er en af mine specialiteter hurtigt at kunne omstille mig og se, når der skal slås til. Og så kan jeg skifte tempo to-tre gange i en spurt. Jeg tror, det er derfor, jeg som regel klarer mig godt, når finalerne som her ikke er kontrollerede«. Boonen i asfalten Storfavoritten til løbets pointtrøje, Tom Boonen (Quick Step), måtte nøjes med syvendepladsen, men er utvivlsomt glad for, han i det hele taget var i stand til at nå så langt. Han styrtede nemlig efter 23 km, slog ryggen ret voldsomt, havde slemme smerter og måtte have lægebehandling undervejs. Men han formåede at stå strabadserne igennem og lagde sammenlagt oven i købet afstand til sin værste konkurrent, nordmanden Thor Hushovd (Credit Agricole).