Efter mere end 15 år på topplan indstillede den tidligere landsholdsspiller i fodbold Morten Wieghorst i dag sin aktive fodboldkarriere, da han til larmende klapsalver på Brøndby Stadion lod sig udskifte i anden halvleg af sæsonens sidste Superliga-kamp for mestrene. Nu vil den 34-årige tidligere Lyngby-, Dundee- og Celtic-spiller bruge den kommende uge til at overveje fremtiden og blandt andet et tilbud om et trænerjob. Bedst at stoppe »Det er ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ikke skal spille flere kampe på topniveau. Men med den her afsked har jeg vist ikke så meget til gode. Jeg er taknemmelig for det, jeg har været med til. På den ene side er jeg mæt, og på den anden side føler jeg mig ikke som 34-årig. Men det er et spørgsmål, om jeg overhovedet kan komme på hold næste sæson, og så er det bedst at stoppe«, sagde Morten Wieghorst indledningsvist, efter han var blevet hyldet efter alle forskrifter for sine tre sæsoner i Brøndby-trøjen. »Nu skal jeg lige bruge en tre-fire dage på at overveje fremtiden. Jeg har nogle muligheder både indenfor og udenfor fodbold. Men jeg hælder til at fortsætte indenfor fodbolden«, sagde Wieghorst, som skal på trænerkursus allerede i næste uge og altså snart kan være tilbage på græs i en trænerfunktion. Han ville dog ikke afsløre, hvorfra han har tilbud om et trænerjob. Gode anbefalinger Sikkert er det, at hans anbefalinger er i orden. Brøndbys mestertræner Michael Laudrup ser i hvert fine trænerkompetencer hos Wieghorst. »Jeg kan sagtens se Morten i det her fag. Han har udstråling og karisma, og han er en type, folk lytter til. Han skal selvfølgelig også vide, at der er en kæmpe forskel, for nu er det ham, der skal stå foran alle andre og tage ansvaret. Det er andre ting, der skal fokuseres på. Men det kan han også magte«, sagde Michael Laudrup.
Wieghorst overvejer et trænerjob
Lyt til artiklen